Biskop: Farvel til bededagen. Goddag til en ny virkelighed
Hvis demokratiet skal styrkes, skal vi begynde at tage medinddragelse højtideligt igen og holde fast i samtalen med hinanden, skriver Peter Skov-Jakobsen som reaktion på bededagsprocessen.
Mange har sammenlignet bededagsprocessen med processen i forbindelse med indførelse af vielser af par af samme køn, men den sammenligning holder ikke, fordi man dengang havde en lang, inddragende proces forud for Folketingets beslutning, forklarer Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen.
Af Peter Skov-Jakobsen
Vi lever i en historisk tid, og jeg spekulerer lidt på, om vi kigger ind i en demokratisk krise. I sidste uge var der en høring i Folketinget om afskaffelsen af bededagen. Her talte min kollega fra Helsingør, Peter Birch, om demokratisk underskud under overskriften ’Historisk grænseoverskridende. ’Her anførte han, som rigtigt er, at forløbet og fremgangsmåden har afsløret et demokratisk underskud, hvor skønsomhed og samtale er blevet erstattet af juridiske spidsformuleringer.
Historisk omfortolkning af kongelig resolution
Normalt sker større ændringer i kirkens ritualer og tekster gennem inddragelse af folkekirkens mange forskellige aktører og i respekt for det folkekirkelige demokrati. Men det er som bekendt ikke sket denne gang, og jeg vil i den forbindelse gerne henlede opmærksomheden på den hyppigt anvendte sammenligning med processen om indførelsen af vielser af par af samme køn. Den holder ikke, for der er en væsentlig og afgørende forskel: Dengang havde man netop en lang forudgående proces, hvor mange synspunkter var i spil, og hvor kirkens parter var uenige. Kongelig resolution blev efterfølgende anvendt, fordi det ansås at være i folkekirkens egen interesse. I tilfældet med afskaffelsen af bededagen, har ministeriet en samlet folkekirke imod sig, og man ønsker kongelig resolution anvendt i statens interesse. Sådan har kongelig resolution aldrig været hverken tænkt eller anvendt.
Staten redigerer i kirkens indre anliggender
Ministeriets håndtering af processen om lovforslaget betyder også, at staten i praksis blander sig i kirkens indre anliggende – helt konkret i alterbogen. Og det er ikke i overensstemmelse med evangelisk-luthersk tænkning, som er folkekirkens bekendelsesgrundlag, hvor der er en klar skelnen mellem det verdslige og det gejstlige. Staten bliver dermed de facto pennefører på alterbogen. Det betyder, at forholdet mellem stat og kirke er under forandring, hvilket vækker min store bekymring. Ikke kun fordi det sætter forholdet mellem stat og kirke under pres, men i særdeleshed fordi det vidner om en demokratisk krise, som kan ende med at få negative konsekvenser ud over der kirkelige område. Vi har i Danmark en stærk tradition for civilsamfundets medinddragelse. Det gør vores demokrati stærkt, og det skaber det guld, som politikerne kan regere på baggrund af, nemlig den store tillid til offentlige myndigheder. Derfor finder jeg det også væsentligt, at man ikke holder høringer for syns skyld, men fordi man agter at lytte til borgerne.
I vores land er der en politisk stabilitet pga. borgernes høje tillid til politikere og offentlige myndigheder. Noget af det værste, der kan ske i et demokrati, er, at store dele af befolkningen føler sig hensat i magtesløshed, ganske enkelt fordi de føler sig trynet. Måtte vi kunne holde den følelse væk, og måtte vi bevare tilliden og skynde os at tage medinddragelse højtideligt igen og holde fast i samtalen med hinanden.