Bibelen er styrtende vigtig
Ingen bog spiller større rolle for Danmarks kultur og trosliv end Bibelen. Bibelselskabet fejrer Bibelen på dansk og dens betydning for vores historie, for de kan i år holde 200 års jubilæum.
"Bibelen er styrtende vigtig, ikke kun som et kirkeligt og et religiøst dokument, men også som et nationalt klenodie”, skriver Bibelselskabet.dk. I år er det 200 år siden Bibelselskabet blev grundlagt, og arbejdet med at formidle Bibelen er stadig lige vigtigt, fortæller generalsekretær Morten Thomsen:
”Bibelen er en fantastisk historie, som kan hjælpe mennesker i deres liv, fordi den er fuld af fortællinger om kærlighed og had, tro og tvivl, glæde og sorg. Vi kan spejle os i Bibelen, og vi kan lade os opbygge og trøste af de ord, der står i den bog.”
Frihed og lighed i kirkelivet
Det danske Bibelselskab blev grundlagt d. 22. maj 1814, da tankerne om frihed og lighed havde slået rod i Europa efter den Franske Revolution og nu også kom til at præge livet i kirken:
”Bibelen, der tidligere havde været et anliggende for de lærde, blev i løbet af de kommende årtier til en folkesag. Med oprettelsen af de kirkelige organisationer op gennem 1800-tallet var vejen banet for, at lægfolket for alvor blev inddraget i kirkens liv.”
Da Bibelselskabet blev stiftet, var målet at åbne og udbrede Bibelen, og i løbet af de sidste 200 år er den blevet oversat til færøsk, grønlandsk og tegnsprog, gendigtet af flere omgange, sendt til slaver i Vestindien og flygtninge fra verdens brændpunkter og nu kan man naturligvis også finde bogen som app.
Bibelen skal fejres
Bibelselskabet har udnævnt 2014 til Bibelår og i den anledning kan danskerne opleve Bibelen på nye måder:
Man kan træde ind i Bibelens historier, når det levende museum Noas Ark besøger flere havne. Et jubilæumsskrift ”Bibelmagasinet” ser på, hvad Bibelen betyder for os i dag, og man kan høre sangere som Annet Linnet, Sys Bjerre og Hymns from Nineveh fortolke bibeltekster, når 12 danske kunstnere sætter musik til Bibelen.
Hele landet er inviteret til at deltage i fejringen af Bibelen med aktiviteter som festgudstjenester, debatarrangementer og ”Smag på Bibelen”:
”Det er Bibelen på dansk og Bibelens betydning i rigets historie i løbet af de sidste 200 år, der er på spil. Den historie kan ingen tage patent på. Det er et fælles anliggende, en kirkesag, en skolesag, en folkesag, et kulturelt spørgsmål.”
Links:
Læs mere om 200-års jubilæet på Bibelselskabets hjemmeside.
Politikens Boghal inviterer d. 13. og 14. maj til arrangementet ”Kirken kommer”, som bliver lavet i samarbejde med Københavns Stift og Bibelselskabets Stiftsudvalg i København. Læs mere her.
Stifterne marker også jubilæet, læs for eksempel om arrangementer i Roskilde Stift og Haderslev Stift.
Af Sophie Lønne Hundebøll