Begravelser: Lørdag skal ikke koste ekstra
Nogle kirker har indført en særlig betaling for begravelse om lørdagen. En praksis biskopperne ønsker ændret.
Af Louise Haunstrup
Det er gratis at blive begravet i folkekirken, når man er medlem. Men enkelte kirker vælger alligevel at opkræve betaling, hvis ikke de pårørende vælger at holde begravelsen på en hverdag. Det viser en opgørelse fra landets provstier, som Aarhus Stift har lavet.
Biskopperne har diskuteret denne praksis på sidste uges bispemøde, og de har forpligtet hinanden på at tage en drøftelse med provsterne om sagen.
- Vi har den principielle holdning blandt biskopperne, at når man er medlem af folkekirken, så skal det ikke koste noget at blive begravet. Og lørdag er også en begravelsesdag, siger biskop over Viborg Stift, Henrik Stubkjær
Biskopper: Fleksibilitet er vigtig
Flere kirker begrunder lørdags-betalingerne med, at det koster ekstra at have personale på arbejde i weekenden. En kirke fremhæver også, at flere holder begravelse på en hverdag efter, at kirken har indført betaling på lørdage.
Men denne praksis bekymrer biskopperne, som i referatet fra bispemødet udtrykker betænkelighed ved den manglende fleksibilitet med at afvikle kirkelige handlinger.
- Fleksibilitet er vigtigt, for når folk henvender sig til kirken omkring en begravelse, et bryllup eller andre kirkelige handlinger, så står de i vigtige livssituationer, siger Henrik Stubkjær og forklarer:
- Her er det vigtigt, at vi som kirke giver vores medlemmer en god betjening. Vi må vise fleksibilitet lige netop her, for disse situationer er utrolig vigtige for folk.
Læs referatet fra bispemødet
Der var også en række af andre emner på programmet på sidste uges bispemøde. Bl.a. blev det besluttet, at det ikke er muligt at imødekomme ønsker om dåb udenfor kirkens rum, ligesom det udvalg, der skal ordne andre religioners forhold som trossamfund ved lov, blev diskuteret. Udvalget er nedsat af Socialministeren, og biskopperne finder det beklageligt, at der ikke er en repræsentation fra de forskellige trossamfund i selve udvalget.
Læs referatet fra bispemøde 21.-22. april her.