Andreas er dødsbud for Forsvaret: Der er ikke plads til ord i starten

Asger Jørgensen

Der står tre mænd foran et parcelhus på Sjælland. Den enes pegefinger svæver lige ud for ringeklokken.

- Er I klar? Er I ok?, spørger en af af mændene, inden de ringer på. Præsten.

Den scene har de seneste 20 år udspillet sig mere end 40 gange rundt om i hele landet. De tre mænd er kommet for at fortælle en familie, at deres søn, datter, far eller mand er faldet i kamp.

Hver gang en dansk soldat er død under en udsendelse i udlandet eller ved en ulykke i Danmark, skal de pårørende have besked. Det såkaldte dødsbud.

Det får de af en oberst, chefen for soldatens regiment, en kaptajn, regimentets kontaktofficer, og en præst.

- Vi når sjældent at sige noget, når døren går op. Folk ved godt, hvad der er sket, når vi tre står der, fortæller Andreas Christensen. Han er sognepræst ved Hellig Kors Kirke og feltpræst.

LÆS MERE: Feltpræsten på arbejde

Fra 1998 og til 2016 var han tilknyttet Gardehusarregimentet i Slagelse som feltpræst. En periode, der dækker over krigene i Irak og Afghanistan, hvor regimentet som resten af det danske forsvar led store tab. Alene i Afghanistan faldt 37 danske soldater i kamp.

Andreas Christensen har været med til at overlevere flere af de dødsbud.

- Det er et meget stærkt øjeblik, hvor der ofte ikke er plads til ord i starten. Det er meningsløsheden, der rammer som det allerførste, fortæller han.

Andreas Christensen fremhæver også betydningen af nærhed i situationen. Men samtidig er det vigtigt, at han ikke selv lader sig påvirke af de pårørendes sorg. Det må komme senere.

- Jeg skal være empatisk, men følelsesmæssigt distanceret. Det er meget stærkt scenarie at befinde sig i. Der skal man være professionel. Der er uniformen min beskyttelse, hvor jeg er embedet, der er her for de pårørende, siger han og uddyber:

- Jeg bliver selvfølgeligt berørt, men det behandler jeg bagefter. Når jeg er i stuen, er jeg der for de pårørende.

LÆS MERE: Feltpræster klar til at hjælpe veteraner

Præsten er til stede i meningsløsheden

Nærheden og omsorgen for de pårørende spænder vidt, fortæller både officeren og præsten. For nogle slår beskeden dem fysisk omkuld. Andre bliver som forstenede og kan ikke sige andet end ”hvorfor?” Her har præsterne en vigtig rolle, når meningsløsheden trænger sig på. En rolle som Steffen Scharff er glad for, at han har gode kammerater til at udfylde.

- Jeg husker en familie, der sidder samlet, hvor præsten spørger, om vi skal bede en bøn sammen. Jeg nåede at tænke, at nu blev det mærkeligt. Men det blev familien glade for og sagde ja til. Og så kunne vi gå videre derfra, siger han.

I dag er Andreas Christensen tilknyttet Forsvarsakademiet som feltpræst. Og han stadig klar, hvis telefonen ringer med dødsbud. Uanset hvor han står.

- Jeg har engang bare sat to kurve med varer midt i Irma og så styrtede jeg ud i den nærmeste taxa og kørte afsted. Der måtte jeg lige tilbage dagen efter og forklare. Men sådan er det. Når der kommer besked, kommer det før alt andet, siger han.