Åben kirke i Nyborg efter togulykke
Tirsdag og onsdag er Nyborg kirke åben for besøgende, som vil tænde lys, lægge blomster og mindes ofrene for togulykken på Storebæltsbroen.
Nyborg Kirke er åben tirsdag og onsdag den 8. og 9. januar, og onsdag er der desuden aftensang ved biskop Tine Lindhardt. Tirsdag og onsdag eftermiddag vil der i Nyborg Kirke blive spillet stille musik, man kan tænde et lys, lægge blomster, skrive i en bog, sidde på en bænk i stille eftertanke eller drikke en kop kaffe. Flere af Nyborg Kirkes præster er til stede i kirken, og de er til rådighed, hvis man ønsker at tale med en præst.
Ved aftensangen onsdag bliver der sunget salmer, læst tekster fra Bibelen, biskop Tine Lindhardt holder en kort prædiken, der bedes Fadervor og Velsignelsen lyses.
- Når livets skrøbelighed i et splitsekund kommer så alt for tæt på, bliver vi rystede. Og her viser erfaringen, at det kan være godt at søge sammen, synge sammen og høre ord, man ikke kan sige sig selv. Det kan styrke og trøste, siger biskop Tine Lindhardt, som står for aftensangen i Nyborg Kirke på onsdag.
Både ”Åben Kirke” og aftensang er for alle, der føler sig berørte af togulykken på Storebælt.
”Åben kirke” i Nyborg Kirke: Tirsdag den 8. januar kl. 13 – 18 og onsdag d. 9. januar kl. 13 – 18.30. Aftensang i Nyborg Kirke Onsdag d. 9 januar, kl. 19.30.