28. november 2016
3,2 mio. kr. til fattige i Danmark
Der blev taget rigtig godt imod de cirka 3000 indsamlere, som i flot solskinsvejr samlede ind fra de 224 indsamlingssteder over hele landet.
Søndag den 27. november samlede Kirkens Korshær 3,2 mio. kr. ind til socialt arbejde for fattige mennesker i Danmark.
- Vi vil meget gerne sige tak til indsamlerne og danskerne for den store støtte til vores landsindsamling. Vi kunne ikke have fået en bedre modtagelse, så vi er meget glade, siger udviklingschef i Kirkens Korshær, Jesper Rønn-Simonsen.
Det er første gang Kirkens Korshær afholder landsindsamling. Pengene går til Kirkens Korshærs sociale arbejde på blandt andet varmestuer, herberger og familiestøttende arbejde i 27 danske byer.