'Herrens Veje' skildrer sorgens bevægelse

Trine Kofoed

Sorg er en svær størrelse. Den fylder alt og det hele. Både i sit nærvær og mest ved sit fravær. 

Den døde er her ikke længere, hvilket gør den døde så meget mere levende. Grublerierne og hvad-nu-hvis-tankerne fylder en del.

Der er ikke én rigtig måde at sørge på. Sorg forløber i to spor, det indadvendte og det udadrettede. Og derimellem pendulerer vi.

Pointen er netop, at vi pendulerer. Hvis bevægelsen stopper i det ene spor, bliver sorgens fulde bevægelse blokeret. Det kan være uendeligt smertefuldt at lade pendulet bevæge sig mellem begge spor - så hellere forblive i det ene. 

Familien Kroghs forskellige sorgreaktioner

Vi møder familien Krogh halvandet år efter, at August døde i trafikulykken. 

Storebroderen Christian ser sig selv som den skyldige, der forsøger at redde alle de andre ved at være der for dem. Hans tilgang er at handle og gøre. Han bærer de andres sorg, men lever selv med en voldsom skyld, som han har svært ved at placere.

Elisabeth, Augusts mor, er den, hvor sorgen fylder det hele. Den har sit helt eget liv. Hun har besluttet sig for at leve, men man kunne stille en del spørgsmål ved den måde, hun så lever på. Hun opsøger døden og den døde, og kommer derved til at leve i fortiden.

Elisabeth har patent på sorgen. Hun har sit sprog med sig, og kommer på den måde – tilsyneladende – til at gøre det rigtige, selvom man kan tvivle på, om hun reelt set kan mærke sig selv.

Emilie, Augusts enke, arbejder meget. Sådan forholder hun sig til sin sorg. Hun reagerer ved at angribe sine omgivelser efter devisen om, at angreb er det bedste forsvar. Sin egen søn, Anton, kan hun ikke holde ud. Han minder hende for meget om August. Hun kan heller ikke udholde tanken om Johannes, for han minder hende også hele tiden om August.

Johannes, Augusts far, lukker helt ned. Taler ikke om sorgen, og vil ikke tale om det. Det eneste anknytningspunkt han har til August, nemlig Anton, har han ikke meget adgang til. Han handler fysisk ved at bokse. Derigennem mærker han smerten.

Alle fire pendulerer ikke frit, så sorgen har ikke meget plads til at blive hel. Og August bliver den døde, ikke den levende, for alle er stivnede i hver deres adfærd.

En del af de levendes historie

I sorgterapi arbejder man med at lade de døde blive nye medlemmer af sin slægt. At blive værdige medlemmer af livet. Lade dem blive del af de levendes historie. De skal ikke fylde alt, men de må gerne tage deres plads. Derfor gælder det også om, at August skal have plads i hver af sine efterlades liv. Erfaringen er, at vi ikke på forhånd kan bestemme, hvilken plads, eller hvordan i livet, de døde skal være i vores levende liv. Det har det med at ske på måder, vi ikke selv kan tænke os. Livet kommer til os. Opstandelsen er anderledes, end vi tror. Men livet, det kommer. 

Jeg glæder mig til, at personerne hver især vokser i deres karakteristik, og at se deres bevægelse i at lade August blive integreret i deres videre liv.