'Herrens Veje' afsnit 9: 'Spørg ikke, hvem klokkerne ringer for. De ringer for dig' John Donne, engelsk digter

Folk&Kirke

Leise: Augusts bytte-bytte-købmand-teologi virker, indtil spøgelset rykker ind i ægtesengen

Johannes er pludseligt blevet meget næstekærlig – noget, der ikke i væsentlig grad har tynget ham tidligere – og lader flygtningebarnet få asyl i det kolde tårn.

At tage barnet ind i den store, lune og nu ret tomme præstebolig ligger tilsyneladende ikke lige for. Der ville næppe Monica, Nete eller politi opdage noget. Måske er Johannes i virkeligheden heller ikke interesseret i, at hemmeligheden forbliver uopdaget?

August er ved at miste grebet – om virkeligheden, om sin kone og om sit sind. Stadig står han mellem sin far, der mener, at bøn og tilbedelse er vejen tilbage mod normalitet og svaret på alle anfægtelser, og Emilie, der afgjort mener, at det er psykiater og piller, der kan lindre hans traumatiserede sind.

Selv opfatter August det vist mest af alt som et teologisk spørgsmål, hvor det merkantile islæt ikke lader sig fornægte:

'Hvis jeg redder Achim, vil du, dræbte kvinde og spøgelse, holde op med at hjemsøge mig.'

Tilsyneladende virker hans bytte-bytte-købmand-teologi – indtil spøgelset til slut ligefrem rykker ind i ægtesengen mellem August og gravide Emilie.

Er Christian ved at tabe sit buddhistiske pust og ved at falde tilbage i gamle mønstre af amourøs art? I hvert fald er Nanna, der for år tilbage solgte ham for 30 sølvpenge, tilbage på scenen og får vippet Amira af pinden. Også Elisabeth mærker splittelsen ved at skulle vælge mellem sine elskede. Vi venter spændt!

Lars Gustav: Frelserkomplekser er farlige, fordi de altid er en flugt fra os selv

Stakkels Christian! Nu var han lige så glad, for farmand havde endeligt accepteret ham, og så viser det sig, at selvfølgelig har Johannes ikke forandret sig.

Hvor langt skal vi gå for at hjælpe andre? Er det værd at ødelægge vores egne liv, hvis det kan redde en andens? Det har været et centralt teologisk spørgsmål, siden Jesus for første gang fortalte, at vi skal elske vores næste som os selv.

For én ting er at sige, at vi skal hjælpe andre. Det tror jeg, at de fleste af os kan være enige om. Det er et helt andet spørgsmål, når vi er nødt til at ofre for at hjælpe andre. Så står vi et dilemma.

Sjovt nok er det ikke Augusts dilemma, for han har allerede taget beslutningen. Han er villig til at gå meget langt. Ja, jeg tror, han er villig til at opgive sit eget liv, hvis det kunne redde et andet. Og  det er, fordi August nu tror, at han er Kristus.

'Jeg er Guds søn,' siger han til psykiateren. Og det er svært ikke at se, hvor August kommer fra, når vi med ham og Johannes oplever Guds lys strømme fra August, mens han velsigner.

Men frelserkomplekser er farlige, fordi de altid er en flugt fra os selv, ligesom det er for August, og derfor forhindrer de os i at gøre noget ved den smerte, skyld og skam, som tynger os.

Og det er ikke engang det største problem ved dem. Det største problem med frelserkomplekser er, at de går ud over andre. August er villig til at ofre sig selv og alt, hvad han har, for asylansøgeren, men han er blind for, at meget af det, han ofrer, tilhører andre: Hans kone, hans forældre, hans bror.

Deres lykke er afhængig af ham, så når han ofrer sig selv, så ofrer han også dem.

Blå Bog: Lars Gustav Lindhardt 

30 år gammel. Har været sognepræst i lidt mere end 3½ år, heriblandt godt 3 år i Avedøre Kirke. Han er nok den eneste præst i verden, der er søn af to biskopper: Jan Lindhardt, Roskilde, og Tine Lindhardt, Odense. Hans farfar var professor i teologi, og hans onkel var rektor på Pastoralseminaret i København. Lars Gustav prøver ikke lade denne arvelige belastning fylde for meget, og nogle gange lykkes det også. Lars Gustav bor i Avedøre med sin kæreste, Pia, og hund, Cicero. Foruden arbejdet i sognet beskæftiger han sig en del med dåb og prædiken, ligesom han fra juni i år har været tilknyttet søværnet som orlogspræst.

Blå Bog: Leise Christensen

Født i 1964 i Fredericia. Efter sin kandidateksamen blev Leise ph.d. på en afhandling om Prædikerens Bog, hvor (selv)modsigelsens nødvendighed blev belyst. Efter seks år som sognepræst i et vestjysk landsogn blev hun lektor i den folkekirkelige efteruddannelse. I 2015 blev Leise fuldtidssognepræst i Skt. Johannes Sogn i Aarhus Domprovsti, hvor hun bor med den skotske terrier Frida. Et barn bor på Amager og et i Aarhus. Leise er opvokset i en sømandsfamilie og har tilbragt en del af barndommen om bord på skibe, hvor man lærte andet og mere end sit Fadervor. Dette har siden vist sig at være en nyttig teologisk ballast i et præsteliv anno 2017. Særligt interesserer Leise sig for Gammel Testamente, Jane Austen, hunde og Winston Churchill.