'Herrens Veje' afsnit 6: 'Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?'

Folk&Kirke

Leise: De fester, jeg har været til i kirkeligt regi, virker forbavsende tamme

Johannes har biskoppen på visitats og gør sig umage med det hele, som sig hør og bør. Han bruger i sin prædiken vendingen: 'Det, Jesus i virkeligheden mener, er…'

Denne skønne, hyppigt brugte vending dækker sædvanligvis over, at nu kommer præstens personlige holdning, der ofte ikke har meget med helligdagens evangelium at gøre. Et alternativ til denne vending kan være den også ret kendte version: 'Og det sagde Jesus med et glimt i øjet.'

Ellers begyndte det egentlig så godt. For at gyde olie på oprørte personalevande på grund af Ursulagate inviterer Johannes til personalefest på langfredag, og han er kommet i pyntegruppen.

Symbolet på opstandelse - æg - males. Men festen ender med, at Johannes møder - ikke stor opstandelse - men sit eget flammende Helvede. Johannes opdager, at Elisabeth har aktiveret frihedsparagraffen i deres ægteskab, med den ene, som han ved, at han ikke kan kæmpe imod.

Dertil kommer, at den nye graver med de dæmoniske ansigtstræk hælder malurt i langfredagfestens bægre i form af sin hjemmebryggede absint, en drik, der er berømt for at gøre mennesker vanvittige - her personificeret af ansatte i Adams- og Evaskostumer i udskejelser på kirkegården.

Der må jeg sige, at de fester, jeg har været til i kirkeligt regi, virker forbavsende tamme, og jeg ser ikke umiddelbart for mig, at der bliver serveret absint ved den tilstundende julefrokost – allerhøjst fornøjer vi os med pakkeleg.

August siger for første gang sin far imod. Af alle ting i verden sker det i en religionspædagogisk diskussion om, hvordan man bedst behandler væsentlige spørgsmål med konfirmanderne. Johannes er vist ikke så meget til moderne 'spørgeposer' i lilla velour, men han må faktisk stikke piben ind, da August fremturer i et forsvar for nymodens religionspædagogiske metoder.

En lille sejr, ja, men en sejr!

Lars Gustav: Johannes skal nu kæmpe med den djævel, som han selv har inviteret indenfor

Nogle af mine venner kritiserer serien for at være melodramatisk, hvilket ikke gør mig noget, for jeg elsker melodrama. Og på den front leverer 'Herrens Veje' virkelig! Symbolikken er fed og klæg som en god gulerodskage.

Tag bare den sidste scene: Djævelen er kommet til sognet, og han har taget festen med. Jens, den nye graver, kommer med absint og andre gode sager og forvandler præstegården til et hvepsebo. Og Johannes kan ikke andet end at se til, mens tilværelsen brænder ned omkring ham i et sandt orgie - og så endda på Langfredag! Jesus dør, og kirkens folk fester.

Afsnittets titel er 'Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?', som er de ord, Jesus råber fra korset inden sin død. Råbet udtrykker fortvivlelse, afmagt og vrede over Guds fravær på korset. Og Guds fravær mærkes tydeligt i dette afsnit.

Christian rækker forsigtigt en hånd ud mod sin Gud, Johannes, men afvises og beslutter sig i vrede (ironisk) at udgive bogen med faderopgør og det hele. August mangler det hele: Både Gud, glæden og sin libido. Og Elisabeth forføres endeligt af heksen og hendes violins sirenesang.

Johannes skal nu kæmpe med den djævel, som han selv har inviteret indenfor ved at ofre Ursula i sit sted – Johannes fyrede hende jo for at blive gode venner med sin kone igen. Han gjorde det modsatte af Jesus, som ofrede sig selv i vores sted.

Og nu har Den Onde helt bogstaveligt taget Ursulas plads som den nye graver. Johannes lukkede døren til lyset, og mørket kravlede ind gennem vinduet.

Det er tyk symbolik og melodrama i bedste sendetid, og jeg elsker det.

Blå Bog: Lars Gustav Lindhardt 

30 år gammel. Har været sognepræst i lidt mere end 3½ år, heriblandt godt 3 år i Avedøre Kirke. Han er nok den eneste præst i verden, der er søn af to biskopper: Jan Lindhardt, Roskilde, og Tine Lindhardt, Odense. Hans farfar var professor i teologi, og hans onkel var rektor på Pastoralseminaret i København. Lars Gustav prøver ikke lade denne arvelige belastning fylde for meget, og nogle gange lykkes det også. Lars Gustav bor i Avedøre med sin kæreste, Pia, og hund, Cicero. Foruden arbejdet i sognet beskæftiger han sig en del med dåb og prædiken, ligesom han fra juni i år har været tilknyttet søværnet som orlogspræst.

Blå Bog: Leise Christensen

Født i 1964 i Fredericia. Efter sin kandidateksamen blev Leise ph.d. på en afhandling om Prædikerens Bog, hvor (selv)modsigelsens nødvendighed blev belyst. Efter seks år som sognepræst i et vestjysk landsogn blev hun lektor i den folkekirkelige efteruddannelse. I 2015 blev Leise fuldtidssognepræst i Skt. Johannes Sogn i Aarhus Domprovsti, hvor hun bor med den skotske terrier Frida. Et barn bor på Amager og et i Aarhus. Leise er opvokset i en sømandsfamilie og har tilbragt en del af barndommen om bord på skibe, hvor man lærte andet og mere end sit Fadervor. Dette har siden vist sig at være en nyttig teologisk ballast i et præsteliv anno 2017. Særligt interesserer Leise sig for Gammel Testamente, Jane Austen, hunde og Winston Churchill.