Herrens Veje afsnit 5: 'Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.'

Folk&Kirke

Leise: #metoo-bølgen er ikke skyllet igennem 'Herrens Veje' endnu

For en gangs skyld oplevede man en bridezilla, som faktisk var gommen. Han var optaget af rosentemaet, de 75 glogæster samt en nedtonet Gud og Jesus (gad vide, om også han sender 84 emails til Johannes om blomster, vaser og musik som en anden i disse dage nok så omtalt bridezilla?).

Bruden Emma, derimod, var lidt mere forbeholden – især efter, at Johannes i utvetydige vendinger skar igennem rosentemaet og forlangte præcis alt det af det unge par, som han ikke selv på nogen måde har kunnet leve op til i sit ægteskab: At elske og at ære.

Den nedtonede Gud og Jesus er ikke rigtigt noget for Johannes, som mener, at Gud fuldtonet manifesterer sig i den højeste lykke og dybeste krise. Da han selv kommer i krise, fordi Elisabeth muligvis og muligvis ikke vil aktivere den frihedsparagraf, som hun og Johannes har skrevet ind i deres ægteskab, men som hun ikke tidligere har benyttet sig af, lader det ikke til, at Johannes møder Gud.

Han møder til gengæld JesusSvenden, som siger, at hvor Johannes går, vil han gå med – også hvor det er svært. JesusSvenden finder også en måde, hvorpå Johannes lovligt kan slippe af Ursula. #metoo-bølgen er nok ikke skyllet igennem 'Herrens Veje' endnu, men måske kunne man håbe på fagforeningen?

Og så Christian, åh jo. Han er ved at (genop)finde sig selv som buddhist, facebookselvmorder og prædikant. Mon han bliver parnassets darling efter sin bror, der alligevel ikke fik Marmorkirken?

Lars Gustav: Det er ligegyldigt, om jeg kan mærke Gud

Hold kæft, hvor er Augusts og Johannes' modstand mod antidepressiv medicin farlig.

Den er farlig, fordi den er en religiøs forklædning af myten om den stærke mand. Ham, som løser alle sine problemer selv, og møder alle livets problemer med stålsat blik og stiv overlæbe.

Den myte har gennem årene været årsag til enorm lidelse for mænd, der ikke fik lov til at vise svaghed og derfor søgte lindring i misbrug og magt (ligesom Johannes) – for min svaghed er nem at fortrænge, hvis jeg er for påvirket til at mærke den, eller hvis jeg hele tiden bekræftes i, at jeg har kontrollen.

Og myten har medført lidelse for kvinder, som skulle leve med disse “stærke” mænd og deres misbrug og magtbehov, og som aldrig selv fik lov at være stærke, for det var mandens rolle. Myten om den stærke mand er giftig, og den har ikke brug for religiøs rygdækning. Tværtimod taler kristendommen myten midt imod ved netop at minde os om vores manglende styrke.

Derfor giver jeg heller ikke meget for Augusts angst for ikke ikke at kunne mærke Gud. Det er ligegyldigt, om jeg kan mærke Gud, for Gud har allerede sat sit mærke på mig i dåben. Der findes ingen magt i himlen eller på jorden, som kan ændre på det. I den sammenhæng betyder min evne til at mærke Gud ingenting.

Det eneste, som betyder noget, er, at jeg kan fungere for mine medmennesker, og hvis medicin hjælper mig til det, så er det Guds vilje, at jeg skal tage den. Uanset hvad det så koster af religiøse følelser eller ej. For der, hvor jeg finder min næste, finder jeg Gud. Og finder ud af, at Gud allerede har fundet mig.

Blå Bog: Lars Gustav Lindhardt 

30 år gammel. Har været sognepræst i lidt mere end 3½ år, heriblandt godt 3 år i Avedøre Kirke. Han er nok den eneste præst i verden, der er søn af to biskopper: Jan Lindhardt, Roskilde, og Tine Lindhardt, Odense. Hans farfar var professor i teologi, og hans onkel var rektor på Pastoralseminaret i København. Lars Gustav prøver ikke lade denne arvelige belastning fylde for meget, og nogle gange lykkes det også. Lars Gustav bor i Avedøre med sin kæreste, Pia, og hund, Cicero. Foruden arbejdet i sognet beskæftiger han sig en del med dåb og prædiken, ligesom han fra juni i år har været tilknyttet søværnet som orlogspræst.

Blå Bog: Leise Christensen

Født i 1964 i Fredericia. Efter sin kandidateksamen blev Leise ph.d. på en afhandling om Prædikerens Bog, hvor (selv)modsigelsens nødvendighed blev belyst. Efter seks år som sognepræst i et vestjysk landsogn blev hun lektor i den folkekirkelige efteruddannelse. I 2015 blev Leise fuldtidssognepræst i Skt. Johannes Sogn i Aarhus Domprovsti, hvor hun bor med den skotske terrier Frida. Et barn bor på Amager og et i Aarhus. Leise er opvokset i en sømandsfamilie og har tilbragt en del af barndommen om bord på skibe, hvor man lærte andet og mere end sit Fadervor. Dette har siden vist sig at være en nyttig teologisk ballast i et præsteliv anno 2017. Særligt interesserer Leise sig for Gammel Testamente, Jane Austen, hunde og Winston Churchill.