'Herrens Veje' afsnit 4: 'Du bliver ikke straffet for din vrede. Du bliver straffet af din vrede.'

Folk&Kirke

Leise: Koncentreret morgenurin får roser til at skyde af frossen jord

Julen har bragt bud til det johannæiske hjem, men om det er velsignet er nok mere tvivlsomt.

Jeg har som sognepræst under de tidligere afsnit haft lejlighed til at være taknemmelig over ikke at skulle virke under en provst som Johannes og en biskop som Monica, men lige nu er jeg nok mest taknemmelig for, at jeg ikke er barn af Johannes eller ægtefælle til ham.

Stakkels August er hele to dele – barn af og præst under Johannes.

Johannes, som ikke tidligere har været interesseret i kirketællinger og kontrol af kirkegang udviser lige pludseligt en stor interesse for den øgede kirkegang i Augusts nye kirke. Ikke, fordi narkomanen August bliver gladere, men fordi den 250 årige præsteslægt skinner som en julekugle derved.

Elisabeth opdager Johannes' affære med Ursula og betinger sig, at Ursula bliver sendt bort som en anden Haggaj, hvis følelser vi ikke hører videre til. Måske skulle de alle sammen undergå en hovedrengøring som den, Christian Angry-Man er i gang med på det buddhistiske kloster under munk Medfølelses åndelige vejledning?

Johannes siger, at Gud viser sig for mennesket på den måde, som er god eller nødvendig for ham eller hende. Måske viser Gud sig for Elisabeth i form af den norske heks, der får roser til at skyde op af den frosne jord ved hjælp af god, koncentreret morgenurin?

En ros skal Elisabeth dog have mit i sin familiekrise: Hun er dælme god til at opretholde facaden overfor gæster, kolleger og besøgende i præstegården – ikke én offentlig sprække i den pæne, smilende facade. Det er en disciplin, som trænes også i mangen en nutidig præstebolig, selvom resultatet ikke altid er lige så imponerende.

Lars Gustav: Der er ikke noget i vejen med vrede

Den buddhistiske munk synes ikke, Christian skal være så vred.

Men hvorfor må han ikke være vred? Det er forståeligt nok, at han er det: Jeg var blevet rasende, hvis min far havde så meget som tænkt på at prøve noget lignende. Og er det forkert? Det synes jeg ikke.

Når jeg bliver vred, så er det, fordi der er noget eller nogen, der betyder noget for mig, som bliver behandlet dårligt. Når folk er lede ved hinanden, for eksempel, for det betyder noget for mig, at vi ikke er det.

Hvis jeg aldrig blev vred på andre, så betød det, at jeg var ligeglad med dem og det, de gjorde. At de ikke betød noget for mig. Dét ville være slemt. Og ja, hvis man altid er glad, så er man også ligeglad. Lige glad uanset hvad.

Selvfølgelig kan vrede være skidt. Jeg kan blive vred af de helt forkerte grunde. Når folk går langsomt, fordi de hygger sig. Det kan jeg blive vred over, hvis jeg har travlt, og det burde jeg ikke. Jeg burde være glad på deres vegne. Og så i øvrigt høfligt bede dem om at flytte sig.

Vrede kan også være skidt, hvis jeg ikke bruger den til noget godt. Jeg kunne godt være bedre til at vise min vrede nogle gange. I stedet går jeg og syder, og så risikerer jeg, at den fortærer mig.

Men hvis jeg bruger vreden godt, så er den fantastisk. Vrede fortæller andre, at de har trådt over min grænse, og på den måde giver jeg dem muligheden for at træde tilbage igen. Vrede viser engagement og investering. Det er sundt og godt.

Naturligvis skal jeg ikke være vred, når folk holder op med at give mig grund til det. Så skal jeg tilgive dem og give slip på vreden. Men indtil da er der ikke noget i vejen med at være vred.

Blå Bog: Lars Gustav Lindhardt 

30 år gammel. Har været sognepræst i lidt mere end 3½ år, heriblandt godt 3 år i Avedøre Kirke. Han er nok den eneste præst i verden, der er søn af to biskopper: Jan Lindhardt, Roskilde, og Tine Lindhardt, Odense. Hans farfar var professor i teologi, og hans onkel var rektor på Pastoralseminaret i København. Lars Gustav prøver ikke lade denne arvelige belastning fylde for meget, og nogle gange lykkes det også. Lars Gustav bor i Avedøre med sin kæreste, Pia, og hund, Cicero. Foruden arbejdet i sognet beskæftiger han sig en del med dåb og prædiken, ligesom han fra juni i år har været tilknyttet søværnet som orlogspræst.

Blå Bog: Leise Christensen

Født i 1964 i Fredericia. Efter sin kandidateksamen blev Leise ph.d. på en afhandling om Prædikerens Bog, hvor (selv)modsigelsens nødvendighed blev belyst. Efter seks år som sognepræst i et vestjysk landsogn blev hun lektor i den folkekirkelige efteruddannelse. I 2015 blev Leise fuldtidssognepræst i Skt. Johannes Sogn i Aarhus Domprovsti, hvor hun bor med den skotske terrier Frida. Et barn bor på Amager og et i Aarhus. Leise er opvokset i en sømandsfamilie og har tilbragt en del af barndommen om bord på skibe, hvor man lærte andet og mere end sit Fadervor. Dette har siden vist sig at være en nyttig teologisk ballast i et præsteliv anno 2017. Særligt interesserer Leise sig for Gammel Testamente, Jane Austen, hunde og Winston Churchill.