Fortsæt til hovedindholdet
Herrens Veje

Fem facts om 'Herrens Veje'

Må hjemløse overnatte i kirken? Hvad er den kirkelige tradition med fællesspisning? Hvilket værk af Søren Kierkegaard skal Christian skrive sit speciale om? Her får du fem facts om 16. afsnit af 'Herrens Veje'.

Tryk på pilen i billedgalleriet herunder for at se alle fem facts.

1. Må hjemløse overnatte i kirken?

I 16. afsnit af Herrens Veje ser vi, at Johannes giver en gruppe hjemløse lov til at overnatte i Lindevang Kirke. Menighedsrådsformanden Nete udtrykker sin bekymring for præstens initiativ, men hvordan er reglerne egentlig for brugen af kirken. Må man for eksempel gerne lade hjemløse overnatte derinde? 
 I 2014 vedtog Folketinget en lovændring, der betød, at et menighedsråd med biskoppens tilladelse kan stille kirken til rådighed for ikkekirkelige formål. Det er dog en forudsætning for biskoppens tilladelse, at det påtænkte formål ikke strider imod kirkerummets karakter. 
I lovgivningen er der fastsat nogle særlige bestemmelser vedrørende brugen af kirkerne. Her står der følgende om retningslinjerne i kirken:
”I kirken skal almindelig sømmelighed iagttages, og der må intet foretages, som strider imod rummets særlige karakter. Ved gudstjenester og kirkelige handlinger skal de anvisninger, som gives af præsten, efterkommes.”
 
Hellig Kors Kirke på Nørrebro åbnede i 2016 sine døre for Københavns hjemløse. Beslutningen om at hjælpe hovedstadens hjemløse blev truffet af menighedsrådet på baggrund af en anmodning fra Kirkens Korshær. Nødherberget i Hellig Kors Kirke har 40 sovepladser og holder åbent seks nætter om ugen fra søndag til fredag i tidsrummet 22:30 til 07:00. 
To frivillige sørger for, at stedet er sikkert og trygt for de overnattende i vinterhalvåret. Sovepladserne bliver uddelt ved lodtrækning, og personalet stiller ikke krav til folk i nød. Alle er derfor velkommen.

Foto: Tine Harden, DR.
 

2. Hvad er den kirkelige tradition med fællesmiddage?

I 16. afsnit af ’Herrens Veje’ ser vi, at Johannes inviterer de hjemløse indenfor til fællesmiddag i præsteboligen.

Helt tilbage i oldkirken fungerede gudstjenesten faktisk som en form for fællesmiddag. Den historiske kilde Justin Martyr, som var en af de første apologeter (forsvarere, red.) for den kristne tro, har beskrevet søndagsgudstjenesten omkring 150 e.kr. 
Her beretter Justin, at alle kristne fra både by og land samledes på ”solens dag”, som søndagen dengang blev kaldt. 
Her blev der læst op fra evangelierne og bedt i fællesskab. Til slut blev der sat brød, vin og vand frem til forsamlingen. Til nadveren fik alle uddelt et stykke brød og noget vin. Dem, som var fraværende på grund af sygdom, fik senere udleveret maden af diakonen. 
 
De seneste 20 år er fællesspisninger i folkekirken blevet meget populære. Mange kender spaghettigudstjenesten, men der er også andre typer af fællesmiddage med titler som 'Gud og gourmet', 'pizzagudstjeneste', 'Fortælling og frikadeller'. 
Der er her tale om korte eftermiddagsgudstjenester, der bliver efterfulgt af fællesspisning og hygge. 
Mange småbørnsfamilier har en travl hverdag, og derfor kan den korte hverdagsgudstjeneste og fællesspisning bagefter være en god kombination for dem.

Foto: Tine Harden, DR.

3. Hvad er det med Indre Mission i Græsted?

I 16. afsnit ser vi, at Johannes har en samtale med en ung hjemløs, der tilsyneladende er flygtet fra Græsted. Det kunne tænkes, at han måske er homoseksuel.
 Græsted er en lille stationsby i Nordsjælland, og det er blandt andet statsminister Lars Løkke Rasmussens hjemby. Græsted er blevet kaldt 'Den Hellige Stad' i flere århundreder. Tilnavnet stammer fra dengang Luthersk Mission kom dertil, og den organisation er stadig repræsenteret i byen. De driver både en børnehave og friskole i Græsted. 

Indre Mission er en anden folkekirkelig bevægelse, som også har tilknytning til Sjælland. I 1861 blev Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark stiftet af både præster og lægfolk i den sjællandske by Stenlille. 
 
Indre Mission er kendt for at have nogle kontroversielle holdninger, når det gælder synet på kvindelige præster og vielse af homoseksuelle. Indre Mission er imod vielser af homoseksuelle, da de ikke mener, at det kan forenes med Bibelens opfattelse af ægteskabet. 
Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark udgav i 2010 en folder med titlen 'Kirken og homoseksualitet – 17 korte svar på aktuelle spørgsmål'. Her uddyber organisationen, hvorfor de er imod vielser af mennesker af samme køn.

Foto: Tine Harden, DR.

4. Hvilket værk af Søren Kierkegaard skal Christian tilsyneladende skrive sit speciale om?

I 16. afsnit af 'Herrens Veje' ser vi, at Christian opsøger en vejleder på Københavns Universitet for at få hjælp til at færdiggøre sit speciale på teologi. Forinden har Christian spurgt Johannes, om han må låne Søren Kierkegaards værk 'Tre taler ved altergangen om fredagen'.
Det giver måske et hint om, hvor Christian er på vej hen. Filosoffen og teologen Søren Kierkegaard (1813-1855) udgav i 1848 talerne, som han ifølge forordet havde holdt ved gudstjenester i Vor Frue Kirke. Talerne er udlægninger af centrale skriftsteder indledt af bønner. De er ligesom 'Kærlighedens gerninger' fra 1847 en del af Kierkegaards sene forfatterskab, som undersøger kristedommen, hvor hans tidlige forfatterskab primært var filosofiske undersøgelser. 


Foto: Tine Harden, DR.

 

5. Findes der kirkekor for socialt udsatte?

I 16. afsnit af 'Herrens Veje' ser vi, at Johannes hjælper de hjemløse med at danne et kirkekor. 
Sangglæde og fællesskab er i fokus for folkekirkens mange forskellige kor. De er for alle, der elsker at synge - både de yngste børn og de mere erfarne korsangere.

SAND, som er de hjemløses landsorganisation, har et hjemløsekor som mødes for at øve sammen hver torsdag i Hus Forbis lokaler i København. Her kan nuværende og tidligere hjemløse alle komme og være med. Hjemløsekoret har blandt andet sunget i Tingbjerg Kirke i Brønshøj.

En anden socialt udsat gruppe er fangerne i de danske fængsler. Vridsløselille Statsfængsel blev taget ud af brug i februar 2018, men tidligere havde fængslet etableret Fangekoret under ledelse af organist ved fængselskirken, Louise Adrian. Fangekoret har sunget i mere end 500 danske kirker og optrådt med egne sange, der omhandler temaer som skyld, tro, tilgivelse og håb.


Foto: Tine Harden, DR.

Herrens Veje

  • Et familiedrama om det moderne menneskes tro og tvivl.
  • TV-serien handler om en præstefamilie, om fædre og sønner, om forventninger, kærlighed og konflikter i en familie, hvor de hver især udfordres i deres personlige tro.
  • Sæson 2 består af 10 afsnit og havde premiere på DR1 søndag den 14. oktober 2018.

LÆS ALLE artikler og interviews om 'Herrens Veje' her.

 

LÆS OGSÅ:

Adam Price: 'Jeg ved, at vi får nogen på snotten'

Lars Mikkelsen: Mere legalt at tale om sex end om tro