Tryk på pilen i billedgalleriet herunder for at se alle facts. Hvis du læser de fem facts på din mobiltelefon, skal du i stedet swipe til siden.
1. Hvad gør man, hvis de pårørende ikke kan blive enige om den afdødes begravelse?
I 19. afsnit af ’Herrens Veje’ ser vi, at Johannes og Emilie er dybt uenige om, hvordan Augusts bisættelse skal foregå. Derfor er præsten Andreas indkaldt som begravelsesmyndighed til at hjælpe dem med at finde en løsning.
Først langt senere finder Christian den sidste vilje, som August i sin tid havde skrevet, inden han rejste afsted som feltpræst. Det virker ikke helt sandsynligt, at den først dukker op nu. Det er nemlig fast praksis, at udsendte skriver ’Min sidste vilje’ til deres pårørende, hvis de skulle omkomme under deres udsendelse. Og det har i al fald Johannes vidst som provst.
Efter et dødsfald undersøger en læge altid den afdøde og laver en dødsattest. Når lægen digitalt registrerer dødsfaldet, vil begravelsesmyndigheden automatisk få besked. Begravelsesmyndigheden er sognepræsten i det sogn, hvor afdøde havde bopæl.
En afdød skal enten begraves eller brændes. Det er regler, der gælder for alle – uanset om den afdøde var medlem af folkekirken eller ej.
I 19. afsnit af ’Herrens Veje’ går diskussionen blandt andet på, om August skal begraves på familien Kroghs familiegravsted, eller han skal brændes og nedsættes på de ukendtes grav. Forskellen på en begravelse og en bisættelse er, at en begravelse afsluttes ved, at kisten bliver sænket ned i jorden, mens en bisættelse afsluttes ved, at kisten bliver kørt til krematoriet.
Begravelse eller ligbrænding kan først ske, når afgørelsen fra begravelsesmyndigheden er afleveret til kirkegården eller krematoriet. Begravelse eller ligbrænding skal normalt ske seneste otte dage efter dødsfaldet. I loven for bisættelser og begravelser står der, at de ønsker, som den afdøde har fremsat, skal efterkommes. Hvis de pårørende ikke ved, hvad den afdødes ønsker var, bestemmer den, der indgiver anmodningen til begravelsesmyndigheden, hvad der skal ske. Det er normalt den nærmeste pårørende.
Hvis en person – der stod den afdøde nærmere – fremsætter et ønske, der afviger fra den pågældende anmodning, bestemmer denne person, hvad der skal foregå. Det er altid ægtefællen, der er en afdøds nærmeste pårørende, og det er derfor, at Emilie har den afgørende beslutning i ’Herrens Veje’.
Vi ser samtidigt også i 19. afsnit, at Emilie, Johannes og præsten Andreas taler om, at afgørelsen eventuelt kan ende i skifteretten. Sådan er det også i virkelighedens verden. Hvis ikke præsten som begravelsesmyndighed kan finde en løsning sammen med de efterladte, kan afgørelsen i sidste instans ende hos skifteretten.
Foto: Tine Harden, DR.
2. Hvordan aftaler man, hvad der skal synges til en begravelse?
I 19. afsnit af ’Herrens Veje’ ser vi, at Johannes, Christian og Emilie mødes med en bededame. Bededamen spørger dem, hvad de vil synge til bisættelsen. Det er dog normalt ikke bedemanden eller bededamen, der stiller det spørgsmål.
Før en kirkelig begravelse eller bisættelse er det kutyme, at de pårørende taler med præsten for at forberede ceremonien. Her fortæller man om den afdøde og aftaler, hvordan det hele skal foregå. Præsten kan i samme forbindelse tilbyde sjælesorg og støtte til de pårørende.
I 19. afsnit ser vi, at salmerne til bisættelsen er nummer 369, 674 og 402 fra Salmebogen. Den første salme er Hans Anker Jørgensens ’Du, som giver liv og gør os glade’ fra 1982. 674 er ’Sov sødt, barnlille’ af N.F.S. Grundtvig og er fra 1844. Den sidste salme er ’Den signede dag med fryd vi ser’ fra 1826. Det er også en af Grundtvigs salmer.
Man kan synge forskellige salmer til en begravelse. Præsten har erfaring og kan hjælpe de pårørende med at vælge. I Salmebogen er salmerne inddelt efter emner og temaer. Der er specifikke begravelsessalmer, men ofte falder valget også på helt andre typer af salmer. Morgensalmer sætter ord på glæden ved lyset og livet. Aftensalmer handler om fred og hvile. Påskesalmer omhandler opstandelseshåbet. Desuden er der salmer, der passer til den årstid, hvor personen er død. For nogle år siden udkom Kirkesangbogen som en tilføjelse til salmebogen. Her indgår også moderne sange, som egner sig til bisættelser og begravelser.
Foto: Tine Harden, DR.
3. Hvordan er reglerne for askespredning?
I 19. afsnit af ’Herrens Veje’ ser vi, at August i sin sidste vilje har ønsket at få sin aske spredt i Jerusalem. Spørgsmålet er derfor, hvordan reglerne er for askespredning?
Loven i Danmark er, at en afdøds aske kan spredes over åbent hav, hvis den afdøde skriftligt har tilkendegivet et ønske om det. Ansøgningsblanketten finder man på borger.dk. Kravet om, at afdøde selv skriftligt skal have erklæret et ønske om, at asken skal spredes over åbent hav, kan fraviges, hvis der ikke er tvivl om, at det rent faktisk var afdødes ønske. Det er begravelsesmyndigheden, som efter at have talt med de pårørende træffer afgørelsen om, hvorvidt kravet om skriftlighed kan fraviges.
Askespredningen skal foregå over åbent vand. Det betyder, at det skal være over havet, i større fjorde eller bugter. Det er derfor ikke tilladt at sprede asken over en sø. Det afgørende er nemlig, at asken hurtigt bliver opløst i vandet.
Det er de efterladte, som selv skal sørge for at få asken spredt, og spredningen af aske skal foregå på en måde som ikke vækker opsigt. Det er desuden heller ikke tilladt at sænke urnen med aske i havet. Siden begravelsesloven trådte i kraft den første januar 1976 har Kirkeministeriet – foruden askespredning over åbent hav - i nogle tilfælde givet tilladelse til deling af afdødes aske samt nedsættelse af askeurner på privat ejendom. Det første sker typisk, hvis den afdøde har boet mange år i udlandet og ytret ønske om at få sin aske delt mellem en gravplads i Danmark og i sit andet hjemland. Nedsættelse af askeurner på privat grund forudsætter, at ejendommen har en størrelse på mindst 5000 kvadratmeter, samt at ejendommen ejes af den afdødes egen slægt.
Der kan i nogle tilfælde gives en særlig tilladelse, hvis asken bliver håndteret på en sømmelig måde, og at en sådan askespredning samtidigt var et specifikt ønske fra den afdøde selv.
Foto: Tine Harden, DR.
4. Hvordan er reglerne for privat brug af præstekjolen?
I 19. afsnit af 'Herrens Veje' ser vi, at Johannes bærer sin sorte præstekjole til Augusts bisættelse, selvom det ikke er ham selv, der varetager den kirkelige handling.
Der er klare regler for de sammenhænge, hvor en præst skal bære sin præstekjole. Det er påkrævet at bære den sorte præstekjole, når præsten forestår gudstjenester og kirkelige handlinger i kirken og ved udendørsvielser, friluftsgudstjenester og andre kirkelige handlinger, der foregår udenfor. Men en præst kan også bære præstekjolen ved en gudstjeneste eller kirkelig handling, selv om en anden præst varetager den. Det opfattes som udtryk for fællesskab med præsten eller, som Christian siger, for at vise respekt.
Et af de mest kendte eksempler på en præst, der bar sin præstekjole til et andet formål, var, da en præst deltog i en demonstration imod fri abort i præstekjole. Derefter skred Højesteret til handling. I dag må præster derfor heller ikke være iført præstekjolen, mens de deltager i politiske handlinger som eksempelvis en demonstration eller uddeling af valgmateriale til folk på gaden. Til et folketingsvalg kan det dog ske, at præsten er iført sin præstekjole, hvis han eller hun bliver nødt til at afgive sin stemme på vej til en kirkelig handling og ikke kan nå at klæde om.
Præstekjolen er en uniform, og den er ikke hellig. I gamle dage gik præsten i kjolen hele dagen, og der går historier om, at han i nogle tilfælde kunne finde på at pløje præstegårdens jord, mens han var iført kjolen.
Foto: Tine Harden, DR.
5. Hvad er der med Grundtvigs salme ’Sov sødt, barnlille’?
I 19. afsnit af 'Herrens Veje' ser vi, at Johannes meget gerne vil synge Grundtvigs salme 'Sov sødt, barnlille', fordi han sang den som godnatsang, da August var barn. Emilie vil ikke lade det ske, men Johannes får alligevel sin vilje, hvilket resulterer i, at Emilie forlader kirken, før bisættelsen er færdig.
Da N.F.S. Grundtvig skrev salmen 'Sov sødt, barnlille' i 1844 gennemlevede han en dyb depression. Det var da hans depressive tilstand var ved at aftage, at han skrev salmen.
Salmen er velegnet som godnatsang til børn, men den bliver også brugt i forbindelse med barnedåb og ved begravelser. Den var dog ikke tiltænkt som en børnesalme, da Grundtvig skrev 'Sov sødt, barnlille'. Han kaldte selv salmen for 'Vuggevise for Guds-barnet'. Altså en vuggevise for både børn og voksne. Det, som binder mennesker sammen i salmen - på tværs af alle aldre - er dåben. Salmen er samtidigt en trøst og opmuntring til voksne, der møder modgang i livet, som N.F.S. Grundtvig altså selv gjorde, da han skrev den. Derfor er salmen ikke blot en godnatsang til børn, men en påmindelse fra Grundtvig om, at alle mennesker kan føle sig trygge hos Gud, fordi han i dåben har lovet at være med en alle dage indtil verdens ende.
Foto: Tine Harden, DR.
Herrens Veje
- Et familiedrama om det moderne menneskes tro og tvivl.
- TV-serien handler om en præstefamilie, om fædre og sønner, om forventninger, kærlighed og konflikter i en familie, hvor de hver især udfordres i deres personlige tro.
- Sæson 2 består af 10 afsnit og havde premiere på DR1 søndag den 14. oktober 2018.
LÆS ALLE artikler og interviews om 'Herrens Veje' her.
LÆS OGSÅ: