Da præsten stillede den sorte tavle foran kirken, stoppede folk pludselig op

En tavle foran en københavnsk kirke med små, tankefulde budskaber skal minde os om, at vi ikke skal tale forbi hinanden. Men pinsen handler ikke kun om at tale sammen, den handler også om at lytte, siger manden bag tavlen. 

Andreas Lindbjerg Nielsen

På en travl gade i hjertet af Østerbro står en sort tavle. Den ligner til forveksling den slags, man ofte ser foran en café eller en restaurant. Men i stedet for slagtilbud på kaffe og sandwich kan man for eksempel blive mødt af ordene:

”Svaret er kærlighed. Find selv på spørgsmålet.”

Tavlen står lige foran hoveddøren til Lutherkirken i Rosenvængets sogn på Østerbro i København. Få meter derfra står Luther i bronze og nærmest peger ned på skiltet. Det er Anders Vestergaard, en af præsterne i kirken, der har sat skiltet op for år tilbage, og det er hans kragetæer i kridt, som danner ordene på tavlen.

- Folk går hurtigt forbi, så man har i bedste fald folks opmærksomhed i tre sekunder. Derfor prøver jeg at holde teksten til højest syv - otte ord, siger Anders Vestergaard. 

Skal få folk i dialog

Ideen med tavlen var helt fra starten, at det ikke skulle være reklame for, hvad man kunne opleve indenfor. Det skulle derimod være noget tankevækkende, et budskab, som kunne komme ud og leve videre på gaden.

- Jeg vil meget gerne skrive noget, som kan sætte sig umiddelbart i folks tanker, noget de kan dvæle ved og tage med sig. Men vi vil også gerne have folk i tale. Så jeg ser det lidt som første sætning til en dialog.

Og folk har taget godt imod tavlen. De stopper op foran den, tager billeder af den, kommenterer på den. Og så har den ovenikøbet fået sin egen profil på det sociale medie Instagram, hvor folk kan fortsætte dialogen, hvis de ønsker det og dele budskaberne med andre.

- Den lever stadig et relativt stille liv online, men det gør ikke så meget. Det analoge og håndskrevne og lidt sjuskede er også en fin modvægt til den digitale verden, hvor vi hele tiden skal være ti steder på en gang. Jeg håber, at tavlen for et øjeblik kan rive folk lidt ud af den travlhed, når de er på vej på arbejde eller ned for at aflevere ungerne, siger Anders Vestergaard.

Det er ikke fordi beskeden partout skal være båret af noget aktuelt, men sognepræsten prøver alligevel at tale ind i det, som sker.

- Nu har det lige været konfirmationssæson, og der skrev jeg ”måske vi bliver mere selvstændige, men vi bliver ikke mere uafhængige.” Det var selvfølgelig for at sige, at selvom vi siger til de unge, at de skal ud og stå på egne ben, så er vi altid forbundne som mennesker.

Sproget må ikke blive indforstået

Netop sproget er omdrejningspunkt for tavlen, siger Anders Vestergaard:

- Det er sjovt at lege med sproget. Jeg tager hele tiden noter på min telefon, når jeg støder på noget, jeg kan bruge. Men det er også vigtigt, at det er skrevet i et sprog, som alle kan spejle sig i, så det ikke bliver for indforstået. Jeg tror aldrig, jeg har brugt et bibelcitat eller noget om Helligånden. Ikke fordi det ville være direkte upassende, men man risikerer at tabe folk, som ikke kommer i kirken særlig tit.

- Jeg synes, at vi alle sammen i det hele taget kunne øve os i at tale mere i samme sprog. Uanset baggrund, kultur, alder og så videre. Og hvis vi som folkekirke ikke taler, så alle kan forstå det, er vi bare med til, at vi taler endnu flere forskellige sprog i sproget.

I pinsen lærer vi at tale sammen – og at lytte

Anders Vestergaard har gudstjeneste i Lutherkirken anden pinsedag. Inden han er færdig med sin prædiken, sætter han sig og skribler nogle ord på tavlen: ”Pinsen giver en puster” står der.

- Til pinse bliver Helligånden introduceret. Den kan ikke ses, men mærkes, som en vind der puster mellem os. Det er også her, disciplene pludselig kan tale og forstå alle sprog, så pinsen handler også om kommunikationen mellem os mennesker. Det er jo egentlig den største ambition med tavlen, at få os til at til at tale sammen og ikke forbi hinanden. Men måske endnu vigtigere, at lytte lidt mere til hinanden.