Opstandelsen minder os om, at vi ikke selv skal skabe meningen med livet, siger Niels Henrik Gregersen
Af Jesper Svendsen
Niels Henrik Gregersen er professor i systematisk teologi på Københavns Universitet. Han har forsket i forholdet mellem religion og naturvidenskab og spørgsmålet om, hvad kristendommen betyder for moderne mennesker.
Ifølge Niels Henrik Gregersen er debatten om opstandelse præget af to forskellige fortolkninger, og ingen af dem er efter hans mening tilstrækkeligt gode:
- Den ene har en meget kontant forståelse af, hvad det fysiske ved opstandelsen er, altså en opfattelse af, at Kristus er opstået i ren
Niels Henrik Gregersen
Født 1956
Professor i teologi ved Københavns Universitet
Forfatter til en række bøger om systematisk teologi og religionsfilosofi
Professor i teologi ved Københavns Universitet
Forfatter til en række bøger om systematisk teologi og religionsfilosofi
fysisk form, lige som du og jeg sidder her. Det er ikke klassisk teologi, men det er der altså nogen, der siger. På den anden side har vi dem, der siger, at opstandelsen skal forstås metaforisk, og at vi kan bruge opstandelsen som samlet betegnelse for alt det, der pibler frem af jorden. For eksempel græsset der vokser, eller løget der bliver til en blomst. Altså om alting der er godt og positivt i vores liv. Begge opfattelser rammer efter min opfattelse ved siden af.
Niels Henrik Gregersen mener ikke, det giver mening at diskutere, om Jesus opstår fysisk eller ikke fysisk:
- Debatten om, hvorvidt Jesus nu er fysisk eller ikke fysisk, forudsætter jo et begreb om fysik sådan i rent slagtermæssig forstand. Men det er ikke sådan, man tænker om fysik i moderne videnskab, og det er meningsløst at tale om opstandelsen som sådan noget kød og blod-agtigt noget. Jeg siger gerne, at Jesus ikke er opstået i slagtermæssig forstand, men han er opstået ind i Gud. Det betyder, at den karakter, som Jesus havde i sit liv på jorden, er den, hvormed Gud møder ethvert menneske på jorden.
Opstandelsen betyder, at Kristus er til stede overalt, fortæller Niels Henrik Gregersen:
- Jeg mener, man bør sige, at Kristus er faktisk opstanden, og spørgsmålet er så, hvad der ligger i dette faktisk. Som jeg ser det, er der tale om en overgang: Kristus går fra at have været ét sted i en bestemt historisk skikkelse til at være i Gud, som er alle steder. Ikke kun her eller der, men her og der og alle vegne på en gang.
Opstandelsen betyder derfor ikke, at Kristus sidder oppe i himlen med en fin kappe på, men derimod, at Kristus er overalt, fortæller Niels Henrik Gregersen:
- Allerede Luther sagde, at Kristus ikke sidder som en stork i sin rede oppe i skyerne, men er allestedsnærværende og nær ved hvert enkelt menneske, ikke kun det kristne menneske, men ethvert menneske. Derfor hedder det, at ”han er opstået, siddende ved Gud Fader den almægtiges højre hånd”. Det betyder at Kristus er ét med Gud, fordi han er opstået ind i Gud.
Opstandelsens budskab er ifølge Niels Henrik Gregersen af helt altafgørende betydning. Den betyder, at kristendommen peger fremad og bliver nutidig, og uden den, ville kirken blive til en mindestue:
- Troen på, at Kristus opstod fra de døde er fuldstændig fundamental, for ellers bliver kirken til et erindringssted, hvor vi skal sidde og huske på en god fyr, der levede for længe siden. Opstandelsen gør kristendommen til nutid og ikke fortid. Derfor er det også forkert at spekulere i, hvad der skete ved Jesu grav. Det står ikke beskrevet i Det nye Testamente, og det er meget klogt! I kristendommen skal vi ikke tænke bagud, vi skal have traditionen og historien med os, for kirken er ikke en mindestue, men derimod et lovsangssted.
Kristi opstandelse er i øvrigt helt uafhængig af vores tro på den, forklarer Niels Henrik Gregersen og peger på martshimlen uden for vinduet i sit kontor på Teologisk Fakultet:
- Jeg har ikke konstrueret det lys, der er udenfor vinduet. Det er der uanset, om jeg lukker øjnene eller ej, og på samme måde er Kristus opstanden fra de døde, uanset om jeg tror på det eller ej. At tro er i den forstand lidt som at tune sig ind på en bestemt frekvens, som man gør, når man drejer knappen på en radio. Lyden er der på forhånd, men man kan først høre noget meningsfuldt, når man rammer den rigtige frekvens. Når man drejer på knappen, kan man risikere kun at høre støj, men det er ikke nødvendigvis radioens skyld. Støjkilden ligger også hos os selv, så at sige.
Hvad mener du med det?
- Jo altså hvis du vil have en Gud på dine egne vilkår og for eksempel siger ”Jeg er den sande troende, kun vi tror på den rigtige måde”. Men så glemmer du, at kirken aldrig har dogmatiseret opstandelsens hvordan og hvorledes. Og du tager patent på en bestemt måde at tro på. Gud er der uanset, om vi tror på det, eller vi ikke tror på det. Det er lidt ligesom med tyngdekraften. Newton opdagede noget, som allerede var alle vegne.
Niels Henrik Gregersen uddyber:
- Man opdager altså noget, der er der på forhånd, og på den måde er troen som en opdagelsesrejse, og den rejse kan tage et helt liv. Men det, der i trosbekendelsen hedder ”dommen”, drejer sig om, at vi efter døden vil blive oplyst af Gud om alt det, vi ikke forstod, men missede. Der er nok noget at lære – og noget at aflære.
Hvad kan jeg som moderne menneske bruge opstandelsen til?
- Du kan bruge den til at vide, at lige meget hvor du er på vej hen, bliver du gået i møde. Du er ikke alene, selvom det nogen gange kan forekommer at være sådan. Kristus kommer dig i møde, også selvom du er i fængsel. Mennesker er ikke en flok solister, der lever hvert deres eget liv, vi lever sammen med andre mennesker, og opstandelsen minder dig om, at du ikke er alene og hjemløs i verden. Og så minder opstandelsen dig om, at det ikke er dig selv, der skaber mening, og at du derfor skal holde op med at kigge på dig selv hele tiden. Du skal faktisk i stedet kigge ud i verden.
LÆS OGSÅ: