I menneskelivet er opstandelsen en overvindelse af det mørke, man kan blive fanget i, eller kan fange sig selv i, mener Peter Skov-Jakobsen.
Sarah Auken
For Peter Skov-Jakobsen er Kristi opstandelse den største mark, han har været på – intellektuelt, kulturelt, menneskeligt og politisk.
- Opstandelsen er frihed, den er livet, der sejrer over døden, sandheden, der får ord, sanserne, der kommer til deres ret. Den er en god samtale. Den er livet, der pludselig giver mening, siger han.
I menneskelivet er opstandelsen en overvindelse af det mørke, man kan blive fanget i, eller kan fange sig selv i, mener Peter Skov-Jakobsen. Når man dybest erfarer, at man stadigvæk tør tro på sandheden, selvom man har været ude i noget klovneri og i noget modsætningsfyldt, så er der opstandelse i luften.
LÆS OGSÅ: Jens Smærup Sørensen: Troen er også en viljesag
Opstandelsens forår
Peter Skov-Jakobsen husker et bestemt forår, hvor alt stemte overens og gav mening. Han var lige flyttet til København for at læse tysk på universitetet og troede, at hans fremtid var at ende bag et kateder. Men det ændrede sig, da han begyndte at gå til gudstjeneste i Vor Frue Kirke
- Jeg blev inviteret ind i et meget større rum. Ind i kirkens historie, fortælling og sandhed. Den fortælling var ikke til at komme væk fra igen. Jeg opdagede, hvor vigtig kristendommen er.
Kirkens tre meget forskellige prædikanter udfoldede Bibelens tekster på hver deres måde, og Peter Skov-Jakobsen blev betaget af, at der i kirkens smukke rum er højt til loftet – både fysisk og åndeligt.
LÆS OGSÅ: Kjeld Holm: Håb og livsmod kommer igen
Kunst åbner og forundrer
Kristendommen er et stort mysterium. Troen er ikke noget hemmeligt, men man kan blive ved med at fordybe sig i den uden nogensinde at komme til bunds. Kirkens dogmer lokker den troendes tanker frem snarere end at begrænse den intellektuelle nysgerrighed.
- Opstandelse! Det skal alle synge, male, skrive om. Vi kan slet ikke få udtryk nok på bordet, og vi har brug for kunstens og litteraturens sprog, siger Peter Skov-Jakobsen og fortsætter:
- Grænsen for den menneskelige forståelse går der, hvor man tror, man ved det hele. Det gælder især mellem mennesker; man er aldrig færdig med hinanden, og hvis man tror det, er man gået fejl og må ind og finde nyt sprog, nye sætninger, og begynde forfra.