Til gudstjenesterne synger vi adventssalmer og hører tekster fra Bibelen, der handler om forventningerne til, at Gud vil komme til verden. Læsningerne fra Det gamle Testamente er især profetier, der udtrykker menneskets længsel og Guds løfte om, at han vil sende sin udvalgte for at sprede lys i mørket, give håb til fortvivlede og frelse til fortabte.
Advent er også en tid med tekster fra Det ny Testamente om omvendelse og dom. Mange prædiketekster i adventstiden handler om Johannes Døberen, der i Bibelen optræder som den sidste profet, og den, der baner vejen for Jesus. Det gør han ved at prædike omvendelse og minde om dommedag. Hvis man forventer en hyggelig julegudstjeneste, kan adventteksterne virke voldsomme. Men beretningen om Jesus er også en fortælling om en ugæstfri verden og mennesker, der ikke vil vide af ham. Lige fra hans mor må føde ham i en stald, til han bliver henrettet som en forbryder. Så i adventsgudstjenesterne er der både begyndende julestemning med forventningens glæde, og der er alvorsord om at gøre sig rede, tage imod Guds søn og lytte til hans ord, også når det siger os imod.
Find en adventsgudstjeneste nær dig
I Kirkekalenderen kan du søge på gudstjenester og arrangementer i kirker over hele landet. Find f.eks. en adventsgudstjeneste nær dig: