Fortsæt til hovedindholdet

Julekrybben

I julekrybben bliver fortællingen om Jesus’ fødsel iscenesat. Vi finder den i vindueskarmen derhjemme, i kirken, butikkernes udstillingsvinduer og måske endda som levende krybbespil med rigtige dyr og mennesker.

En sammenstykket fortælling

Julekrybbens hovedpersoner er hentet fra fortællingerne om Jesus’ fødsel. De vise mænd og Bethlehemsstjernen stammer fra Matthæusevangeliet, mens hyrder og engle er fra Lukasevangeliets juleevangelium.

Oksen og æslet, som tilbeder Jesus, stammer formentlig fra Pseudo-Matthæus, som er et skrift fra 600-tallet, som også har barndomsfortællinger om Jesus.

Julekrybbens historie

Man kender til krybbespil tilbage til 800-tallet, men de er formentlig indgået i julefejringerne fra engang i 600-tallet. Krybbespillene blev gjort populære af Frans af Assisi, som i 1223 skabte en julekrybbe i en grotte i den italienske by Greccio. 

Fra Assisi til Danmark

Historien om Frans af Assisis krybbespil vandt udbredelse i hele Europa, hvor krybbespillet blev en populær skik. Traditionen forsvandt i de lande, hvor reformationen i 1500-tallet havde gjort sit indtog, heriblandt Danmark.

Først i begyndelsen af 1900-tallet er krybbespillet vendt tilbage og er nu blevet en fast del af vores juletraditioner.