Tv-vært Nola Grace Gaardmand Barsøe ser frem til julen hele året, men hun synes også, der kan være et forventningspres forbundet med det med julefreden. Svaret er at sige nej, nej og atter nej.
Jeg er helt ekstremt glad for jul. Jeg glæder mig hele året. Allerede i september begynder jeg at høre julemusik. Men jeg gør det i smug, så det ikke går ud over andre sagesløse mennesker.
Jeg elsker også den mørke tid, man går ind i, fordi det inviterer til andre ting. Modsat sommerhalvåret, som er meget udadvendt, er der mere plads til eftertænksomhed og ro i de kolde, mørke måneder. At man lukker lidt ned og pakker sig sammen inden for. Så tænder jeg for mine (mange) små lys og lyskæder i stedet. For nogle år siden boede jeg i San Francisco over julen, hvor det var godt vejr og solskin. Det var jo helt forkert. Det gjorde nærmest fysisk ondt i hjertet at se billeder fra Danmark i den tid.
Der kan dog godt ligge et vist forventningspres i den måde, vi taler om julefred på. Det er et meget højt mål at sætte sig, synes jeg. At finde fred. Det bliver endnu en ambition om noget, man gerne vil sætte kryds ved i juletiden. Og jeg tror ikke, at det er en følelse, der kan tvinges frem. Men man kan gøre sig modtagelig for den, og så kan den måske vise sig glimtvis.
For mig er det blandt andet vigtigt at skrue helt ned for forventningerne til, hvad juletiden er. Og særligt hvad jeg skal nå. Ellers får jeg aldrig plads til noget, der minder om fred. Jeg tror, at det er vigtigt ikke at føle sig forpligtet til at deltage i en masse. Jeg kan faktisk godt lide at bruge december på at lave så lidt som overhovedet muligt. Jeg er for eksempel meget anti i forhold til de mange arrangementer, man skal nå, og vi har afskaffet julegaver for mange år siden, så det kun er børnene, der får.
For man må altså gerne sige nej til juleafslutninger, julefrokoster, juletamtam, drillenisser fra morgenstunden, og alt det der, hvis det tærer mere på kræfterne, end det giver. Bare sig nej, nej, nej! Det er befriende! Og bliv hjemme i stedet - tænd et lys, kys din ægtefælle og sæt noget storladent julemusik på.
Netop julemusikken hjælper mig rigtig meget til at komme i den rette stemning. Jeg hører mange amerikanske, gospelagtige julesange. Selvom de smører tykt på, så kan de på en måde slippe afsted med nogle meget rørende budskaber, fordi musikken er så smuk. For eksempel sangen ’Some Children See Him’. Det lyder super cheesy, men den sammenfatter jo hele julens budskab med håbet og lyset i det lille Jesusbarn. Og i julen må man gerne give plads til det storladne. Følelsen af julefred er i min optik en kombination af noget indadvendt og noget storladent.
Selve juleaftensdag skal jeg altid til gudstjeneste. Det er så smukt og rørende at sidde på kirkebænken og høre juleevangeliet og salmerne. Der går ikke et år, hvor jeg ikke sidder der og flæber. Jeg elsker virkelig budskabet med det lys, der bliver skabt i mørket med det lille bitte menneske i krybben.
Fortalt til Andreas Lindbjerg Nielsen
Foto: DR