Man siger, at de store fortællingers tid er forbi. At det i dag er den individuelle livshistorie, der skal give mening og fortælles, så den skiller sig ud fra de andres. Men vi har stadig nogle få stærke fælles fortællinger, som vi lytter til og genfortæller år efter år. Juleevangeliet er en af dem.

I julen sætter de fleste af os den individuelle historiefortælling på pause og gør som alle andre. Vi spiser det samme, synger det samme og lytter til den samme fortælling om, da Jesus blev født. Men hvad betyder det for os og fællesskabet at høre juleevangeliet igen og igen, og hvad gør det til en god historie? Udover det indlysende skelsættende i, at det netop er her, Jesus bliver født, og vores tidsregning begynder, så har det muligvis også at gøre med historiens opbygning. Den bygger nemlig på en klassisk dramaturgi, som vi stadigvæk i dag ser gentaget i populærkulturens fortællinger, for eksempel i bøgerne om troldmanden Harry Potter. Men det handler også om, at det giver os tryghed at blive bekræftet i at have en fælles historie.

Fortællingen om Maria, Josef, Jesusbarnet, englene og hyrderne kender vi fra folkeskolen, juleafslutninger eller gudstjenesten den 24. december, hvor historien traditionelt bliver læst højt. Nogle læser den også op til juleaften med familien. Selv hvis vi ikke hører selve juleevangeliet, er det så godt som umuligt at gå gennem december uden at støde på elementer fra det andre steder – i julesange, salmer og udstillinger med julekrybber.

Men hvad er det egentlig, der gør juleevangeliet til så stærk en fortælling, som holder til at blive genfortalt år efter år, uden at vi bliver trætte af den? Lad os først prøve at dykke ned i, hvordan fortællingen helt konkret er bygget op.

Når vi lytter til juleevangeliet, så gør vi det dog ikke kun, fordi plottet er spændende. Det handler nemlig også om, at selve traditionen med den genkendelige fortælling giver os tryghed. Det forklarer Andreas Bandak, der er antropolog, ph.d. og lektor ved Københavns Universitet, hvor han forsker i kristendom.

- Vi lever i en kultur og en tid, der ofte betoner individets behov mere end fællesskabets. Denne betoning af individualitet risikerer at skygge for det forhold, at mennesket grundlæggende er et socialt væsen. Behovet for fællesskab ser vi også, selv om nogle traditioner er i opbrud, og vi gør ting anderledes end vores forældre. Traditioner forandres og fornys, hvilket viser, at der i vores samfund er langt mere end blot en masse individer.

Han beskriver, hvordan vi som mennesker lever med en central spænding, hvor vi både leder efter frihed, men også tryghed. På den ene side søger vi steder, hvor vi føler os trygge, men afgiver noget af vores individualitet. Og på den anden side søger vi frihed, hvor vi bevæger os ud over fællesskabet.

- I julen oplever mange trygheden i fællesskabet, hvor noget af individualiteten kan sættes til side i det mindste for en stund. Her tilbyder juleevangeliet en fortælling, der gør os fælles, selvom vi i andre sammenhænge er forskellige. Den handler om et barn, der fødes, om livet i en familie, om en kultur, der fortsætter. Det er en fortælling om livet, som bliver til og videreføres, og den fortælling kan grundlæggende bringe folk i samme stemning, siger Andreas Bandak.

I juleevangeliet hører vi historien om en frelser, som bliver født. Men fortællingen åbner samtidig op for, hvad den enkelte ellers sidder med. Nogle sidder og tænker på det barn, de selv venter, mens andre tænker tilbage på deres egen barndom eller deres børns barndom.

- Juleevangeliet åbner for, at lytteren selv kan fylde på i forhold til, hvad der er relevant for den enkelte, og det kan skifte fra år til år. Nogle år bruger vi måske juleevangeliet som en pause, hvor vi kan koble lidt af, fordi vi har hørt det så mange gange før og ikke behøver at forholde os til det. I modsætning til alt muligt andet i vores liv, er juleevangeliet det samme år efter år og rummer derfor genkendelsens glæde, forklarer Andreas Bandak.

Ligesom vi kan huske tilbage på barndommens tv-julekalendere, Harry Potter-bøger eller andre historier og blive helt nostalgiske, så kan Juleevangeliet bringe det samme frem i os. Der forklarer Christine Aster Crone, der er postdoc ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet:

- Der er meget nostalgi i at høre bestemte fortællinger som for eksempel juleevangeliet. Når man som voksen hører juleevangeliet, bliver man bragt tilbage til sin egen barndom med krybbespil i skolen og Lucia-optog. Men det drejer sig ikke alene om ens egen personlige historie, det handler også om det Danmark, der var dengang. Tankerne går tilbage til de gaver, der blev givet, juletraditionerne og skolerne i ens barndom. Man kan kalde det længslen efter det gode i sin egen barndom og efter en uskyld, fordi man dengang var uvidende om mange ting.

Vi har stort set alle sammen minder om juleevangeliet, og det er ifølge forskeren med til at skabe bånd imellem os som nation.

- I Danmark er juleevangeliet knyttet meget til institutioner som vuggestuer, børnehaver, skolen og kirken. Juleevangeliet er noget, vi hører sammen, og dermed en myte, som binder os sammen. Den måde, vi læser juleevangeliet på, er som et ritual, der bekræfter os i, at vi deler en fælles historie og har et nationalt fællesskab, siger Christine Aster Crone.

De spændende, genkendelige og fælles fortællinger er ikke uden betydning – slet ikke i en tid, hvor ting hastigt ændrer sig. Når det, der plejede at være normale tilstande, er vendt på hovedet, kan noget så velkendt og rodfæstet som fortællingen om Josef, Maria og Jesusbarnet hjælpe med at etablere den tabte balance, forklarer hun:

- Fælles fortællinger er vigtige for at skabe et fællesskab. Fælles fortællinger har også en evne til at skabe balance eller bekræfte normalitet. I min familie har vi fx den tradition at se teaterstykket Folk og Røvere i Kardemommeby hver jul. Det er den samme historie hvert år, vi kender starten og slutningen, og når vi har set stykket, er vi bekræftet i, at alt er, som det plejer, og som det skal være. Det samme kunne man sige om Julevangeliet.