Julefreden kan være svær at få fat om, når man har mistet en, man elsker. Det ved præst og skuespiller Helene Reingaard Neumann. Men et særligt sted kan hun lade skuldrene falde. For i virkeligheden kommer freden slet ikke fra os selv.

- Jeg elsker julen, siger hun.

- Og jeg går meget op i den, og jeg pynter op, og jeg tæller ned med mine børn, og jeg ser julekalender. Jeg har altid håndhævet traditioner. Det synes jeg er meget vigtigt af flere grunde.

Man er ikke i tvivl om, at præst og skuespiller Helene Reingaard Neumann taler sandt. Den ældre mondæne villa lidt nord for København er svøbt i storladen julepynt og pakket med små kalendergaver.

Men i år har det ikke været uden sved på panden at holde traditionerne i hævd og få huset til at emme af jul her et par dage inde i december. Helene Reingaard Neumann spiller en bærende rolle i dramaserien ’Familier som vores’, der netop er løbet over skærmen, og hun er gift med seriens instruktør og forfatter, Thomas Vinterberg.

 - Vi kan heldigvis godt komme til at grine over, hvor travlt vi har herhjemme, siger hun med sin seks måneder gamle datter Leonora på armen, parrets tredje fælles barn.

- Sådan er det jo i de fleste familier i december. Men jeg prøver dagligt at minde mig selv og min familie om, hvad det egentlig er, vi fejrer og venter på. Jeg taler meget med mine børn om, at julen handler om alt det, der er større end os selv, siger hun.

Hele pakken - både det store og det nære

Når Helene Reingaard Neumann insisterer på at håndhæve juletraditionerne - og gerne dem alle sammen - handler det nemlig ikke om hyggen, pynten og julekagerne i sig selv. Der er mere på spil.

- Jeg kan som voksen se, hvordan de få år, man har som barn, er ekstremt meningsgivende for hele resten af ens liv. Derfor har jeg været ret optaget af at holde fast i traditionerne. Jeg synes, at de holder os fast i noget, vi ikke bare selv har skabt, men som er større end os selv, siger hun.

Hun er født ind i en familie, hvor traditioner betød meget, og når hun kigger tilbage, kan hun se, hvordan de traditionerne har rammet hendes liv ind. Det vil hun gerne give videre til sine egne børn og bonusbørn.

- Hjemme hos os er 1. december næsten blevet større end juleaften. Man vågner om morgenen og ved, at nu er der noget på spil, som man som barn kan mærke. Erfaringen af, at noget ændrer sig. Vi har gjort os umage, vi har pyntet op, og der er måske kommet en nisse. Der er jo noget magi i det, som godt kan forsvinde senere i ens liv, og det har jeg været meget optaget af at forsøge at give mine børn en flig af, siger hun.

- I julen lærer vi jo om alt det største i tilværelsen. Med fortællingen om, at Jesus blev født og kom til os med det her kærlighedsbudskab, som er nok til at lade hele vores liv stå og falde på. Så jeg elsker hele pakken. Både det helt store og det helt nære.

Plads til dem, der ikke er her

Den mor, som gjorde så meget ud af at håndhæve julens skikke og kutymer i Helene Reingaard Neumanns barndomshjem, døde, da Helene var blot 16 år. Derfor ved hun også, hvordan det føles, når traditioner og ritualer pludselig skal finde plads i en ny konstruktion. Og hvordan det er, når nogen mangler om bordet juleaften.

- Når man har mistet nogen, man elsker, kan det være utrolig voldsomt og konfronterende at møde julen, fordi vi netop har en forestilling om, at den højtid skal være fredelig, og vi skal glædes og samles. Det er virkelig smerteligt at stå ansigt til ansigt med den tradition, når man er fyldt med sorg, og fraværet virker endnu mere presserende, siger hun.

I 2019 oplevede Helene Reingaard Neumann igen et stort tab. Hendes bonusdatter, Thomas Vinterbergs 19-årige datter Ida, mistede livet ved en trafikulykke i Belgien.

- Sorg er jo meget brutal. Og samtidig har jeg haft den så tæt inde på livet to gange, at jeg nu ved, at den også forandrer sig. Man kommer ikke til at acceptere, at dem, vi elsker, ikke er her på samme måde. Men man lærer at omgås det på en måde, hvor man kan glædes over dem, man savner. Men det tager noget tid, siger hun.

- Juleaften synes jeg, det er vigtigt at gøre sig umage for, at der er plads til dem, der ikke er her længere. Det er blevet meget vigtigt for os at gå på kirkegården, inden vi går i kirke juleaften. Der besøger vi både Idas grav og min mors grav.

En tryghed i kirken

Som barn gik Helene Reingaard Neumann ikke særlig meget i kirke. Men juleaften var sikker. Det var en fast tradition, at familien den ene dag om året sad side om side på kirkebænken og sang med på julesalmerne.

Et ritual, som blev endnu vigtigere for hende, da hendes mor døde.

- I kirken var alt jo, som det altid havde været. Og det var der en enorm tryghed i for mig, husker hun.

Sådan har hun det stadig, når hun sætter sig på kirkebænken den 24. december. Der er noget særligt i at sidde stuvet sammen og synge de samme julesalmer, som de sang, da hun var barn – og hundrede år før det.

- Det kaster et slør tilbage til noget, som man har haft, og som man er taknemmelig over. Der er noget frisættende i, at hvis man sidder i en rigtig svær situation, og man bare ikke mærker den der julefred, så er det okay, siger hun.

Vi skal ikke selv komme med freden

Den sagnomspundne julefred er nemlig ikke noget, vi kan finde inde i os selv, mener Helene Reingaard Neumann. Uanset hvor hurtigt vi løber i december.

- Hvis man kun søger ind i sig selv, så tror jeg, at man løber helt tør. Det vil være et alt for stort ansvar at lægge på det enkelte menneske, hvis vi skulle komme med alt fred og glæde selv, siger hun.

- Det er jo igennem vores relationer til andre, at vi mærker vores forbundethed og kærligheden. Og jeg ser det virkelig sådan for mig, at når man sætter sig på kirkebænken juleaften, må man huske på, at livet er til modtagelse. Og det er freden også. Den er os givet. Som kærligheden. Således kan man sænke skuldrene og vide, at man ikke selv skal komme med den.

De store ting i livet er vi nemlig ikke selv er herre over, siger Helene Reingaard Neumann. Og så må vi gøre os umage med det helt nære.

- Julens budskab er kærligheden og dens mulighed. Med det følger generøsitet. Derfor må vi stræbe efter at gøre vores ypperligeste i kærlighedens navn, for dem man elsker og livet selv. Ikke mindst i julen.