Er julegaven kristen?
Har julegave, kirke og kristendom noget med hinanden at gøre? I dag kan man få det indtryk, at julen mest handler om gaverne; men hvad har de egentlig med julens budskab at gøre? Er julegaverne ikke bare moderne overforbrug? Faktisk ikke.
Det er kun 200 år siden, vi begyndte at give julegaver til hinanden. Og det er ikke julens hovedperson, Jesus, der får dem. Så er det overhovedet vigtigt for den kristne højtid at give gaver? Nej, og så alligevel ja.
Ser man på Bibelen spiller julegaven ikke nogen rolle. Den er en moderne tradition; men graver man et spadestik dybere, har den måske alligevel mere med jul og Jesus at gøre, end man umiddelbart skulle tro. Men lad os begynde i Salmebogen. Her møder vi andet billede af jul og gave.
Jesus er julens gave
I 1732 skrev Brorson i salmen ’Nu vil vi os forsamle’ (Nr. 93 i Salmebogen). Her siger han om Jesus: "Han er vor julegave, vor glæde, lyst og liv".
Brorson har formentlig hørt om skikken i Sydeuropa, hvor børnene juledag fik "sukkergodter". Måske kendte han endda til de gaver, meget velhavende husherrer lagde frem til familiemedlemmer på bordet julemorgen og som blev kaldt julegaver. Et ord som umiddelbart gav mening, når Brorson skulle digte om julens betydning, selv om julegaver på hans tid ikke var kendt i den brede befolkning, han skrev til.
’Fra himlen højt kom budskab her’ er Luthers børnejulesang fra 1530’erne, hvor julegaver var et helt ukendt fænomen. Her skrev Luther – direkte oversat:
"Så lad os alle være glade
og gå med hyrderne hen
for at se, hvad Gud har givet
og gennem sin elskede søn foræret."
Salmen blev hurtigt oversat til dansk, men da Grundtvig i 1840’erne gendigtede salmen til sin tids dansk, dukkede julegaven op. Grundtvig tog Luthers tanke om Guds gave og gjorde den mere forståelig ved at forbinde den med netop julegaven:
"Som hyrderne med barnesind
Kom, lad os gå i hytten ind
og se den julegave skøn
vi fik af Gud: hans egen søn."
Selv om vi ikke finder nogen julegave i Ny Testamente, er selve forestillingen om gaven helt central. Vi møder den i offertanken. Gud gav eller ofrede sin egen søn. Fortællingen, som begynder julenat, kulminerer i korsfæstelsen langfredag, hvor Jesus satte sit liv til for menneskers skyld.
Gud gav den størst tænkelige gave: sin eneste søn. Han ofrede eller gav ham for vores skyld. Jesus gav den størst tænkelige gave: sit eget liv. Jesus er altså den eneste, om hvem man kan sige, at han er Guds gave til menneskeheden. Derfor er det ikke så mærkeligt, at salmedigterne kaldte Jesus for julegaven, så snart nogen begyndte det at forbinde jul med gaver.
Der skulle gå mere end 300 år efter Jesus’ fødsel, før man begyndte at fejre den som en kristen højtid. Julegaverne under træet har vi kun kendt siden 1800-tallet. Det kan du læse mere om i artiklen Julegavens historie begynder hos overklassen. Så det er nærliggende at opfatte julegaver som en folkelig skik, der har hægtet sig på den kristne julefest, ligesom nisser og juletræer.
Var julegaverne ikke oprindelig del af den kristne højtid, viste det sig hurtigt, da først julegaven blev introduceret, at den kunne bruges i den kristne forkyndelse. Det så vi hos salmedigterne; men hvordan ser det egentlig ud med gave og Bibel?
Bibelens julegaver
Har julegaven ikke belæg i Bibelen, kan man fortsat stille spørgsmålstegn ved, om gaverne under træet har med julens kristne kerne at gøre. Matthæusevangeliet fortæller ganske vist om de vise mænd, som kom med guld, røgelse og myrra. Men det er noget af en tilsnigelse at forstå dem som julegaver. Det er formentlig også kun de færreste, der har fået den slags kostbarheder i barselsgave. Det er gaver, som er forbeholdt kongebarnet.
For Matthæus er pointen med kongerne fra Østerland og gaverne klar. Jesus er ikke alene jødernes konge men hele verdens frelser. De vise mænd spænder derved en bue til Matthæusevangeliets afsluttende hovedpointe: "Gå ud og gør alle folkeslag til mine disciple, idet I døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet Jer, og se, jeg er med Jer alle dage indtil verdens ende."
Gaven som pant på anerkendelse
Så selv om de vise mænds gaver ikke var julegaver, er de alligevel et hint om Jesus som den egentlige julegave, der giver pakkerne under træet deres betydning.
Som du kan læse i artiklen om gavegivningen: Kunsten at give gaver, så er gaver i fundamental forstand med til at etablere og fastholde relationer mellem mennesker. Gaven er en måde, vi med et fysisk udtryk viser vores glæde og anerkendelse af hinanden; men det er kun den ene side.
Der er også en anden side. Ved at afgive noget af vores egen ejendom tilkendegiver vi over for den anden, at vi er tilforladelige og troværdige alliancepartnere. Gaven ikke alene plejer og stabiliserer relationer. Den signalerer også vores troværdighed som en, den anden kan stole på.
Vi udveksler gaver i parforholdet. Vi siger ikke bare, at vi elsker den anden. Det sker også mellem venner, kolleger og på det helt store plan i relationen mellem nationer. Gaven cementerer relationen og sætter positive vibrationer i gang, som man kan bygge videre på. I ligeværdige forhold skal symmetrien opretholdes ved at give gaver af en passende størrelse, altså nogenlunde som dem, man modtager.
Anderledes er det i asymmetriske forhold, hvor f.eks. forældres gaver til børn typisk er større. Den kan kun gengældes med kærlighed og tillid. Ligesom kongen kan give sine undersåtter gaver, de umuligt kan gengælde med andet end taknemmelighed og trofasthed.
Den ubetalelige gave
Det er sådan en gave, Gud giver. Den kan ikke betales tilbage eller gengældes, men kun tages imod i taknemmelighed og tillid. Gud giver en ubetalelig gave ved at lade sin søn føde, leve og dø i verden. Det kan mennesker hverken gengælde med ofre i templet eller god opførsel.
Fortællingen om Jesus handler om, hvordan Gud kortslutter udvekslingen og nulstiller relationen mellem sig selv og mennesket. Han er den himmelske far, som giver sin børn en ubetalelig gave. Slut med at forhandle med Gud og tro, at man kan gøre sig fortjent til modgaver som godt vejr, god høst eller et langt og lykkeligt liv.
Mennesket kan aldrig give noget tilbage, som matcher Guds gave. Der er kun et for: at tage imod, give sig selv, sin tillid og trofasthed igen. I salmerne bliver det hjertesprog. Som i Kingos ’Vågn op og slå på dine strenge’, hvor vi synger: "Det eneste jeg har at give, er hjertets inderlige tak. Al anden gerning her i live, den er at yde al for lak" (alt for mangelfuld).
Gavegivning som videregivelse
På den måde er Jesus som julegave altså en ufortjent gave, som ikke kan gengældes på nogen ligeværdig facon. Den bliver en påmindelse om, at mennesket skylder Gud alt. Helt som det lille barn, som skylder sine forældre selve livet. Det kan netop kun modtages som en gave givet i kærlighed.
Til gengæld kommer gaven med en brugervejledning: Den skal videregives. Evangelierne har stribevis af Jesus-ord, som siger det samme: "Som jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden" (Johs. 13,34). "Alt, hvad I har gjort imod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort imod mig" (Matt. 25,40).
Det fører os videre til gavens bagside. For ligesom udveksling af gaver bevarer de gode relationer mellem mennesker, fastholder hævnen fjendskabet mellem mennesker. Øje for øje og tand for tand, den endeløse gengældelse af ondt med ondt. Også denne udvekslingslogik bryder Gud ifølge evangelierne ved at sende sin egen søn til verden. Tilgivelsen bliver sat i stedet for gengældelsens onde spiral af hævn og straf.
Tilgivelse
Til-givelsen er netop noget, der gives, altså en gave. Den krænkede giver ikke krænkeren som forskyldt, men sætter en ny begyndelse. Heller ikke her kan mennesket blive Gud kvit ved at gengælde gaven. Den skal som kærligheden og livet selv gives videre eller til-gives medmennesket. Det sker, når vi gengælder ondt med godt, lader nåde gå for ret eller elsker og tilgiver, fordi vi selv er tilgivet. Som Gud tilgiver og giver, skal også vi forsøge at eftergive og videregive. For enhver gave er også en op-gave.
Ingen gave til fødselaren
Og så tilbage til spørgsmålet: Hører julegaverne hjemme i den kristne højtid? Ja, det er Jesus’ fødselsdag, men gaverne er til alle andre end ham. Kristne har fejret jul i århundreder uden julegaver og det kan man naturligvis stadig.
Det er ikke gaverne, der gør julen til en kristen højtid. Men det er heller ikke uden grund, at vi synes, de hører sig til. For julens hovedperson har ganske vist frabedt sig gaver på sin fødselsdag. Eller rettere, han har bedt os tage imod gaven fra himlen og give den videre til medmennesket. Når vi videregiver, spreder vi den glæde og til-givelse, som hører julen til.