Da Martin Luther som ung var munk i Wittenberg, kredsede hans tanker om, hvordan han kunne finde en nådig gud. For hvordan kunne Gud på én gang være nådig og retfærdig? Hvis Gud var retfærdig, burde alle mennesker dømmes til helvedes flammer, for ingen formår at overholde Guds lov.
Gud kræver ikke noget for noget
Men under læsning af Romerbrevet opdagede Luther, at Guds retfærdighed er helt forskellig fra, hvad mennesker kalder retfærdighed. Det er ikke en streng og dømmende retfærdighed, men en nådens retfærdighed, som Gud skænker mennesker gratis, blot de tror på, at Kristus har frelst dem.
Hvis
mennesker selv skulle gøre sig fortjent til at komme i Himlen, skulle
de være lige så perfekte som Jesus. Det er der ingen, der er. Til
gengæld behøver vi heller ikke være det, mener Luther, for Jesus har
overholdt loven for os alle sammen ved at gå i døden på korset. Derfor
regner Gud os for at være retfærdige (retfærdiggør os), selvom vi ikke
har fortjent det. Med andre ord: Jesus tog vores skyld på sig, og derfor
behøver vi ikke længere bære den.
Lukas Cranach skildrer her Luther på prædikestolen (1547). Luther viser menigheden hen til den korsfæstede Kristus.
Tro er tillid til Gud
At tro på Jesus Kristus betyder for Luther ikke blot at anerkende, at Jesus eksisterer, eller at han er Guds søn. ”Tro er en levende, dristig tillid til Guds nåde”, skriver han. Når Luther siger, at man skal tro på Kristus, mener han med andre ord, at man skal have tillid til ham. Man skal stole trygt på, at man er omfattet af Guds tilgivende kærlighed uden videre.
Luther mente, at når man mærkede den frihed, der kommer af at vide, at man er elsket og tilgivet af Gud, så fulgte de gode gerninger helt af sig selv. ”Gode gerninger gør ikke en mand god. En god mand gør gode gerninger”, skriver han.
Læs mere
Du kan lære mere om Luthers syn på forholdet mellem tro og gerninger på Luther2017.dk
