I middelalderen var både kirken og samfundet strengt hierarkisk opbygget. Jo højere, man var placeret i hierarkiet, des større magt havde man. Og i den kirkelige pyramide handlede det både om politisk magt og om magten over sjælenes frelse. Paven var øverst, dernæst kom kardinaler og biskopper, under dem var præsterne placeret, og allernederst kom lægfolket, som var de fleste, men havde mindst magt.
Det almindelige præstedømme
Luther vendte denne pyramide på hovedet. ”Enhver, som er krøbet ud af dåben, er lige meget præst og biskop”, sagde han. Alle er med andre ord præster. Dette kaldes for ”det almindelige præstedømme”.
Inden for den lutherske kirke
er det derfor menigheden, der har den største magt. En luthersk
menighed vælger sin egen præst og bestemmer selv i vid udstrækning over
den lokale kirke. Folkekirken er fx ikke opbygget hierarkisk, men har en
flad struktur, hvor menighed og præst er ligeværdige.
Jesu dåb og Luthers dåb. (Detalje fra Amanduskirken i Freiberg am Neckar, Tyskland.)
Ikke brug for mellemmænd
At alle er præster vil også sige, at alle er lige nær ved Gud. I middelalderens kirke mente man, at en ordineret præst i kraft af sit embede indtog en rolle som formidler mellem Gud og den enkelte kristne. Sådan en formidler mente Luther ikke, at de kristne behøvede. De var selv præster og kunne derfor henvende sig direkte til Kristus uden mellemmænd.
Ved siden af det almindelige præstedømme opererede Luther også med et særligt præsteembede. For Luther var en ordineret præst dog ikke en særlig hellig mand, der indtog en formidlende rolle mellem mennesker og Gud. De ordinerede præster var derimod udvalgt og kaldet til at forkynde evangeliet og uddele sakramenterne. Deres særlige status bestod i, at de var tjenere for resten af menigheden.
