Fortsæt til hovedindholdet

Mission i dag

Ordet mission bliver i dag brugt i alle mulige sammenhænge. Men længe før det blev populært for virksomheder og organisationer i alle afskygninger at tale om mission som et større formål, var det en vigtig del af kristendommen. Allerede tidligt i historien blev mission nemlig en af den etablerede kirkes hovedopgaver: At give det gode budskab videre i ord og handling.

LÆS MERE: MISSION I BIBELEN

Kristen mission sker mange steder og på mange måder. For eksempel til gudstjenesten hver søndag, gennem kirkeligt børnearbejde og konfirmationsundervisning eller på kirkehøjskoler. Men det kan også finde sted uden for kirkemurene - både lokalt og globalt. Nogle vælger at krydse landegrænser for at dele evangeliet, det er dem, man af og til kalder missionærer. Den globaliserede verden har i det hele taget altid været kirkens perspektiv - Guds folk som ét folk i de mange folkeslag. 

Fra omvendelse til dialog

Det første danske missionsselskab blev stiftet i 1821, små tredive år efter stiftelsen af protestantisk missions første egentlige missionsselskab i England. Men faktisk var Danmark pionerer inden for international luthersk mission, eftersom Frederik 4. allerede i begyndelsen af 1700-tallet havde sendt to missionærer til handelsstationen Trankebar i Indien. Dengang handlede mission i høj grad om at tage ud og omvende mennesker af anden eller ingen tro til kristendommen. Man førte derfor nøje regnskab med, hvor mange der blev omvendt. 

LÆS MERE: MISSIONÆRERNE PÅ TRANKEBAR BLEV FORBILLEDER

Det gør man ikke mere. I dag har de fleste missionsselskaber med et folkekirkeligt grundlag fokus på dialog og samarbejde med lokale kristne kirker rundt om i verden. Hovedsageligt med de kirker, der er opstået som resultat af missionsorganisationernes arbejde. Samarbejdet drejer sig blandt andet om at støtte kirkernes udadrettede virksomhed med at nå mennesker med evangeliet - for eksempel ved at støtte de lokale evangelister. 

Ikke længere fra Vesten til verden

Hvor mission i de forrige århundreder fortrinsvist er udgået fra Vesten, er det i dag en verdensomspændende bevægelse. Kristen mission udgår fra alle lande til alle lande, i mange tilfælde med de nytilkomne kirker uden for Europa og Nordamerika som den drivende kraft. Også i forhold til mission rettet mod den vestlige verden. I dag lever knap 2/3-dele af jordens kristne befolkning i Afrika, Asien og Sydamerika. 

Grafikken herunder giver et overblik over, hvilke folkekirkelige missionsselskaber der arbejder uden for landets grænser i dag og i hvilke lande, de udfører missionsarbejde.

Kort over danske missionsselskabers fokusområder
Oversigt - Danske missionsselskabers fokusområder i dag


Selvom alle organisationerne arbejder for at udbrede evangeliet, er der forskel på, hvordan de går til missionsarbejdet. Nogle missionsselskaber har et stort fokus på fattigdomsbekæmpelse, andre arbejder fortrinsvist med undervisning. Nogle arbejder med specifikke grupper - eksempelvis børn og unge, syge, handicappede osv. En del missionsselskaber arbejder samtidig med at hjælpe kristne minoriteter i lande, hvor de bliver forfulgt.

Kilder: Folkekirkens mellemkirkelige Råd, Dansk Missionsråd

Fakta

  • Hvis du vil vide mere om folkekirkens missionsarbejde - både dengang og nu - kan du læse meget mere hos Folkekirkens mellemkirkelige Råd.

  • Se en oversigt over de folkekirkelige missionsselskaber og læs om deres fokusområder her