Da kvinderne trådte ind, blev kirken hel
De kvindelige præster stillede folkekirken i øjenhøjde med befolkningen og sikrede dens rummelighed og opbakning, mener forsker. Men hvad skete der dengang for 75 år siden, og hvad betyder køn i kirken i dag?
For de fleste er det ikke længere vigtigt at tale om, hvilket køn en præst i folkekirken har. Kvindelige præster er en selvfølgelighed, ligesom kvindelige lærere, læger og jurister er det. De traditionelle mandefag er fortid.
Fra vores ståsted i historien kan det derfor være vanskeligt helt at begribe, at det engang forholdt sig ganske anderledes. Ikke kun i folkekirken, men i hele samfundet.
I år er det 75 år siden, de første kvinder blev ordineret som præster i folkekirken. I denne artikel kan du blive klogere på, hvad der egentlig skete i tiden op til den 28. april 1948, som blev en af de mest skelsættende datoer i folkekirkens historie.
Du kan også læse om, hvordan tre unge præster forholder sig til deres køn i folkekirken anno 2023, og hvilken betydning det egentlig har haft for folkekirken, at kvinderne tog præstekjolen på for 75 år siden.
Tidslinje: Kvindernes vej til prædikestolen
Johannes historie
Der er rigtig mange grupper og enkeltindivider – kvinder som mænd – vi kan takke for, at folkekirken blev den første nationale kirke i verden til at ordinere kvinder som præster. Men skal man fokusere på et enkelt menneske, som endte med at placere sig midt i historien, så er det Johanne Andersen fra Falster.
Hun ville egentlig have læst medicin, men fik et kald til at blive præst. Så i 1937 begyndte hun at studere teologi - smerteligt bevidst om, at det havde lange udsigter at blive præst i folkekirken.
Ifølge Johanne Andersen var den kirkelige modstand mod at lade kvinder blive ordineret udtryk for en forskelsbehandling af kønnene, som der absolut ikke var teologisk belæg for. Modstanderne kunne derfor til syvende og sidst kun henvise til tradition.
Vi spoler tiden hurtigt frem til 1945, hvor Johanne Andersen - en verdenskrig senere - kunne kalde sig cand. theol. Efter at have studeret kirkehistorie ved universitetet i Uppsala, vendte hun tilbage til Danmark, hvor hun var lærer på Askov Højskole i sommeren 1946. Her modtog hun en opfordring til at blive præst i valgmenighedskirken i Nørre Ørslev på fødeøen Falster.
Det ville hun gerne, men kvinder havde fortsat ikke adgang til at søge embede som præst, og som man havde forudset, gav indstillingen mange problemer. Kirkeministeriet svarede, at det ikke lod sig gøre, og at de måtte vælge en anden.
Men valgmenigheden stod fast, og Johanne Andersen fungerede som prædikant, men undlod at døbe og holde nadver. Samtidig blev valgmenigheden ved med at presse på både over for politikere og kirkelige myndigheder. Det endte med, at Johanne Andersens ansættelse blev prøvesagen, der blev den direkte anledning til, at Rigsdagen i 1947 vedtog loven om kvinders adgang til præsteembeder.
Biskoppen over Lolland-Falsters Stift Niels Munk Plum ville under ingen omstændigheder ordinere hende. Det blev derfor Fyns biskop Hans Øllgaard, der i en stuvende fuld Odense Domkirke i 1948 ordinerede Johanne Andersen sammen med de to andre kvindelige teologer Ruth Vermehren og Edith Brenneche Petersen. De tre skrev sig dermed ind i Danmarkshistorien som de første kvindelige præster i folkekirken.
Kvinder i kjolen stillede kirken i øjenhøjde
Selvom mange i folkekirken havde varslet deres afgang, hvis lovændringen i 1947 blev en realitet, så endte meget få eller ingen med rent faktisk at melde sig ud. Tværtimod var der 10 år efter næsten ingen blandt 514 protesterende præster, der stadig var imod kvindelige præster.
Til gengæld skulle der gå mange år, før kvinderne begyndte at fylde i statistikkerne. Først i 70’erne kom der skub i tingene på baggrund af kvindekamp og ungdomsoprør, men vi skal faktisk helt op i 00’erne, før det rigtig tog fart. I 2010 ramte man det gyldne punkt med en næsten ligelig fordeling af kvindelige og mandlige præster.
Siden da er udviklingen fortsat, og de kvindelige præster udgør i dag lige knap 60 procent af den samlede præstestand.
Og det tal stemmer fint overens med det faktum, at der er flere kvinder end mænd, der besætter pladserne på landets universiteter, således også på teologistudiet. Det siger lektor i teologi på Aarhus Universitet, Else Marie Wiberg Pedersen, som har forsket i køn og kirke i flere årtier, og som tilbage i 1998 – på 50 års-jubilæet for den første ordination – udgav bogen ’Se min kjole’. På 75 års-dagen udgiver hun bogen ’Guds ord i kvindemund’, som tegner et aktuelt billede af kvinder og køn i folkekirken.
Ifølge Else Marie Wiberg Pedersen betød lovændringen i 1947 først og fremmest, at folkekirken kom i øjenhøjde med befolkningen:
- Det betød, at præsteembedet blev humaniseret. Langt om længe blev det tydeligt, at præsten blot er et menneske som du og jeg. Det er ikke en ophøjet position væk fra folk, men en funktion der skal udføres for folk. Derfor kan man sige, at folkekirken langt om længe kom i øjenhøjde med befolkningen og blev mere folkelig og rummelig. Og det var givetvis med til, at folkekirken bevarede sin popularitet.
Men hvad er det så, kvinderne har bragt med ind i folkekirken, hvis vi kigger på den i dag?
- Generelt er folk utroligt glade for folkekirkens præster og kvindelige præster. Det skyldes netop, at de har fokus på at være i øjenhøjde med folk og tale til dem i et sprog, hvor de føler sig set og hørt. Hvis man overhovedet kan tale om et succeskriterium for at være præst, så er det jo, at præsten er ligetil at forstå og respekterer én, som man nu engang er. At der ikke tales ned, men at der tales forståeligt. At være i stand til at oversætte den svære teologi til noget, folk forstår, siger Else Marie Wiberg Pedersen.
Hun understreger dog, at selvom vi i dag mest hører om de mænd, der er (og var) imod kvindelige præster, så er rigtig mange mænd jo for.
- I 00’erne, hvor det virkelig tog fart med kvindelige præster, var udviklingen i lige så høj grad båret frem af de mandlige præster. Ligesom der var en generel samfundsstrømning mod mindre kønsopdeling. Det er desuden en myte, at der skulle være en forskel på mandlige og kvindelige præster, som udelukkende er bundet op på kromosomer.
Andelen af kvindelige præster gennem de sidste 30 år
Tre unge præster om køn, fordomme og familieliv
Josefine Frej Mikuta, 31 år, præst på Sejerø
Jeg har aldrig set mig selv som kvindelig præst. I præstekjolen og på dødslejet er jeg et menneske. Mit embede er at gå op i de store emner, og jeg har ikke tid til at opholde mig ved mindre kropslige forskelle, frem for de langt større menneskelige vilkår, som vi alle deler. At andre gradbøjer menneskelighed i forhold til køn er spild af vores alle sammens energi.
De, som er imod kvindelige præster, forsøger at umyndiggøre mig på baggrund af min krop. De fremhæver min krop, ikke min person. For eksempel får jeg mange kommentarer på de kvindelige aspekter af mit udseende som præst. Jeg kan ikke forestille mig, at en menighed ville kommentere lige så meget – hvis overhovedet – på mandlige præsters kropslige maskulinitet eller kroppe.
Når andre kommer og vil fratage mig autoriteten til at være præst på baggrund af mit køn, ved jeg, at det handler mere om deres begrænsninger end mine. Jeg har ikke fralagt mig mit køn som præst. Jeg ser bare en menighed og et land, der har et meget større behov for et medmenneske og et relaterbart menneske, der har en relation til – og en tro på – Gud. Der er ingen grund til at gå op i kroppen under den fysiske og mentale præstekjole.
Der står rigtig mange ting i bibelen. Kønshierarkiet, som man henter fra bibelen, vidner jo bare om den tid og den kultur, den historisk er skrevet i. Paulus driver lavpraktisk teologi og kirke i en anden samfundsstruktur. At man i vores tid ønsker at fokusere på sporadiske udpluk af undertrykkende elementer fra den tid i stedet for at fremhæve de frigørende teologiske elementer, ja selve Jesu budskab… Det vidner om en optagethed af det jordiske fremfor det guddommelige. Det samfundsmæssige og verdslige liv og virke, frem for det kristne.
Frances Benzon, 37 år, præst i Ansgarkirken i Hedehusene
Folk ser en yngre kvinde med mørk hud og siger ’så er du ved at revolutionere hele folkekirken’. Det er positivt ment. Men jeg er ikke Luther, svarer jeg så. Så prøver jeg at gå i rette på en kærlig måde. Hvis man indleder en samtale, går folk som regel oplyste derfra. Jeg prøver ikke at revolutionere noget som helst, jeg vil bare være præst på en måde, der afspejler, hvem jeg er. Og på en måde, der afspejler den menighed, jeg er præst for.
Jeg oplever ikke, at folk har forkerte forestillinger om mig længere. Efterhånden kender folk mig i byen, og de ved jo, hvordan jeg ser ud. Men det har tidligere været min alder, køn og hudfarve, der har overrasket folk. Jeg har aldrig oplevet det som nedladende eller konfliktfyldt. Jeg har bare oplevet det som interesse. Hvis man ikke stifter bekendtskab med folkekirken ud over bisættelser, kan jeg da godt forstå, at man er overrasket over at se en som mig. Folk forestiller sig en gammel mand med gråt hår. Og det er jeg jo ikke.
Med præstekjolen følger der en utrolig autoritet, men jeg oplever også, at folk møder mig med en stor tillid. I begyndelsen var jeg ikke bleg for at sige, at jeg ikke havde været præst så længe, så jeg viste dem samme ærlighed og tillid, som de mødte mig med.
Før i tiden har mange af de store profilpræster lagt hele deres liv og hjerte i deres arbejde, men måske de har haft en anden tilgang til familielivet. At have små børn og skulle gå fra dem søndag efter søndag gør en mere splittet. Det er svært. Fordi man gerne vil være en god mor, men også en god præst.
Inge Haandsbæk Vestergaard, 33 år, præst i Skallerup, Vennebjerg og Lønstrup Kirke
Jeg lægger ikke skjul på min kvindelighed. Jeg kommer gerne i højhælede og med læbestift til gudstjeneste.
Præster kan se ud på mange forskellige måder og afspejler det samfund, de er en del af. Det handler om køn, alder, forskellige kompetencer. Præster er generelt forskellige. Det er en styrke, for kirken og teologien. Kirken skal være et sted, som alle folk har adgang til, men det er også vigtigt, at mange samfundsgrupper føler medejerskab. Der skal være noget for mange forskellige, så afsenderne skal også gerne være forskellige. Bredden er meget vigtig.
Det er smukt, at man kan kalde på den præst, der passer godt til menigheden. Der er en sko til enhver fod.
Jeg har ikke oplevet særligt kønnede fordomme. Det har mere handlet om, at jeg ikke er den stereotype gammeldags præst. Der har været et par stykker efter en bisættelse, som sagde, at de studsede over, at det var så ung en kvinde, men at de blev overraskede. De kunne ikke have forestillet sig en bedre afsked. Så fordommene har været i forbindelse med ros.
Kilder anvendt i artiklen
Litteratur:
Else Marie Wiberg Pedersen: "Se min kjole" (1998)
Kirkeministeriet
Københavns bibliotek
Denstoredanske.dk
Danmarkshistorien.dk
Dansk kvindebiografisk leksikon
Benedikte Knudsen: ”Lolland-Falsters valgmenighed”, i Stiftsbog for Lolland-Falsters stift 2007
Retsinformation.dk
Billeder:
Topbillede: Odense Stadsarkiv
Portrætbilleder: Mads Nordvig Borup