Mister vi fællesskabet, mister vi os selv

Hvad er det gode fællesskab? Svend Brinkmann om tvangsfællesskab, gangsterfællesskab, nadverfællesskab, individualisme og venskab. Og om at have noget med til grillen.

For nylig hørte jeg en ung kvinde tale om, at hun var træt af det, hun kaldte for tvangsfællesskaber. Fællesskaber man ikke aktivt selv har valgt. Jeg synes, at tvangsfælleskaber er et uhyggeligt udtryk. På den ene side en nærmest utopisk drøm og på den anden side et mareridt om individets absolutte frihed. Frihed fra enhver form for sammenhæng, som vi ikke selv har valgt. Det er et tydeligt symptom på den individualisme, der præger vores tid.

Svend Brinkmann er professor i psykologi, og han taler ivrigt og engageret om, hvad fælleskab er for en størrelse. Truer fællesskabet vores frihed? Eller truer individualismen vores fællesskaber? Og hvad stiller vi op med påskens fortælling om måltidsfællesskabet, den sidste nadver, som Jesus indstifter skærtorsdag. Hvor der er dækket op til Judas, selv om han er på vej til at vende fælleskabet ryggen? Ja, hvad er i grunden et godt fællesskab?

Der skal to ting til et godt fællesskab, siger Brinkmann med henvisning til filosoffen John Dewey, nemlig solidaritet både indadtil og udadtil.

- Et gangsterfællesskab opfylder kun den ene af to betingelser. Medlemmerne føler kun solidaritet med sig selv og gruppens medlemmer. De har typisk et æreskodeks og hjælper hinanden internt, men lever som fællesskab af at stjæle, manipulere og måske snyde andre fællesskaber.

Gode fællesskaber har derimod både en intern form for solidaritet indbygget i sig og en ekstern solidaritet. Intern i den forstand at ethvert medlem af fællesskabet interesserer sig for ethvert andet medlems ve og vel. Den eksterne solidaritet gør, at fællesskabet åbner sig mod omverdenen og ikke lukker sig om sig selv. Man indgår i frugtbare vekselvirkninger med andre fællesskaber. Hvis et fællesskab skal bestå, må det aldrig blive statisk, men hele tiden vedligeholdes med handlinger. For et fællesskab er mere end et sted eller en ting, vi kan være en del af. I et godt fællesskab er vi konstant i fælles skabelse, forklarer professoren.

- Familien kan være et godt fællesskab. Men den familie, der barrikaderer sig, altid låser døren og aldrig har udvekslinger med naboer eller lokalsamfundet opfylder kun det ene kriterium for at være et godt fællesskab. En velfungerende familie derimod, hvor alle bliver lyttet til, hvor man tager hensyn til hinanden og giver hinanden plads, hvor alle har indflydelse på, hvordan man skal gøre tingene, det er ifølge Dewey det gode fællesskab.

LÆS OGSÅ: Benny Andersen: Døden kan være livgivende

Fællesskabet er der altså, når vi hver især hele tiden bidrager til at skabe det. Men hvad så, når vi ikke rigtig har noget at bidrage med? Er vi så dømt ude af det gode fællesskab? Nej, så enkelt er det netop ikke, mener Svend Brinkmann.

- Alle skal tage noget med til grillen, og det er her, paradokset opstår. Hvis alle skal bidrage til et fællesskab, og der er en, der ikke har taget noget med til grillen, så skal vedkommende alligevel være velkommen. Det er det, den bibelske historie lærer os. Selv den, der modarbejder fællesskabet, skal være med.

Det minder Brinkmann om en af hans yndlingsscener i tv-serien Matador. Den, hvor Ellen Skjern får en hest af sin stedfar Mads Skjern, fordi hun har præsteret godt i skolen. Daniel, som er Mads Skjerns egen søn, er ikke så dygtig i skolen og får ikke noget. Til alles overraskelse får Daniel så alligevel en hest. Katrine, hans stedmormor giver ham den og viser på den måde, at man ikke skal gøre sig fortjent til kærlighed og en plads i fællesskabet. Det er netop et radikalt budskab i kristendommen, mener Brinkmann.

I påskeberetningen hører vi om, at Jesus holder det sidste måltidsfællesskab, det måltid, som vi fejrer skærtorsdag. Til måltidet er der dækket op også til Peter og Judas, som ellers er på vej til at fornægte og forråde Jesus. De får tilgivelsen på forhånd og deres plads ved bordet understeger, at de hører til i fællesskabet trods svaghed og fejl.

- Det fællesskab, vi fejrer skærtorsdag må siges, at være det ideelle fællesskab, siger Svend Brinkmann, og selvfølgelig er det et fællesskab, vi skal efterligne. Men i praksis lykkes det næsten aldrig at skabe det ideelle, inkluderende fællesskab. Der vil altid opstå hierarkier, eksklusioner og magtstrukturer. Men vi skal stadig stræbe efter det ideelle fællesskab.

Fællesskaber kan være alt fra den lille kernefamilie, til en nation, en etnisk gruppe eller et verdensborgerfællesskab. Vi er knyttede til konkrete andre; vores familie, vores venner, til et konkret sted i verden. Det har globalisering og mobilitet ikke ændret på. I vores krop og i vores følelsesliv har det konkrete velkendte fællesskab stor betydning for os. Det oplever vi for eksempel, når det danske landshold vinder en fodboldkamp.

Det hænger sammen med, at vi er sociale væsener, forklarer psykologiprofessoren. Det er eksistentielt betydningsfuldt at høre til i et fællesskab og alle har et ansvar for at vise andre vejen ind i det. Vi skal byde hinanden velkommen i forskellige fællesskaber gennem helt basale dyder som høflighed, venlighed og imødekommenhed. Også dem vi umiddelbart ikke kan lide. Vi skal se det som en opgave, vi alle sammen har ansvar for at udføre.

- Siden jeg gik i skole, er der sket en stor forandring. Man gik dengang i den samme klasse i 9-10 år. I dag skifter man hele tiden. Der er indskoling, mellemtrin, og udskoling. Nogle skoler har ingen faste klasser. Traditionelt har vi i skolen lagt stor vægt på, at skolen ikke bare fortæller børn, hvordan verden er, vi skal også vise det.

- Hvis vi vil gøre børnene til myndige demokratiske borgere, er vi nødt til at have en form for demokrati i skolen. Hvis vi gerne vil have, at børnene skal kunne fungere i et fællesskab, så er det ikke nok at fortælle dem, hvad et fællesskab er. Skolen skal selv være et fællesskab, som børnene skal gøre sig erfaringer med.

Så fællesskab skal ikke bare holdes ved lige, det skal også læres. Og selv om det ikke kan tvinges frem, er der handlinger, som værner om fællesskabet, forklarer Svend Brinkmann.

- Man kan ikke tvinge mennesker ind i tillidsfulde relationer, som fællesskaber gerne skal være. Men man kan fælles skabe, og det er vel egentlig det, der ligger i den radikale tanke om, at fællesskabet indstiftes ved en handling. Det sker om søndagen til nadverfællesskabet i gudstjenesten. Vi skal hele tiden indstifte de fællesskaber, vi indgår i med hinanden. 

Venskabet er et godt eksempel på fællesskab. De gamle grækere, som filosoffen Aristoteles beskrev venskabet. En ven interesserer sig for, at det går den anden godt, uanset hvad han selv måtte vinde eller tabe ved det. For Aristoteles var venskabet den fineste form for kærlighed.

Til forskel fra dyrene har mennesker den evne, at vi kan have livslange venskaber. Det indebærer, at vi er forpligtede på hinanden, uanset om vi selv får noget ud af det. Det er på en måde at bryde med naturens love, med den brutalitet og noget-for-noget-tankegang, som hersker i naturen. Det  samme gælder følelsen af forpligtelse over for et fællesskab. Folk dør for fællesskaber, især når det drejer sig om nationale fællesskaber. Unge danske mænd og kvinder er villige til at ofre deres liv for nationen, minder Svend Brinkmann om.

- Det siger noget om, hvor eksistentielt vigtigt det er for os at være en del af et fællesskab. Vi er noget i kraft af vores fællesskaber, så når vi mister dem, mister vi os selv.