Fortsæt til hovedindholdet
1. marts 2017

Travl start til 'Sjælesorg på Nettet'

Folkekirkens gratis, anonyme chat ’Sjælesorg på Nettet’ har haft en travl første måned. Folk henvender sig om alt fra kærestesorger, angst og misbrug til spørgsmål om tro. 

Travl start til ’Sjælesorg på nettet’

'Sjælesorg på Nettet’ har den første måned haft 985 henvendelser fra folk, der har brug for at lette deres hjerte. Leder af projektet, Pernille Hornum, tror sognepræsterne vil få mere at se til, fordi det sætter fokus på sjælesorg.

Marianne Luna Røndal 

Siden det nye, folkekirkelige initiativ ’Sjælesorg på Nettet’ gik i luften den 1. februar, har der været travlhed bag tasteturet for de fem præster, der yder online sjælesorg.

’Sjælesorg på Nettet’ tilbyder gratis, anonym chat via mobil og computer, og det tilbud har 460 mennesker benyttet sig af på bare fire uger.

Der sidder præster klar bag skærmen fire dage om ugen, og det betyder, at der i gennemsnit har været omkring 28 henvendelser om dagen. 

Ifølge Pernille Hornum, der er præst og leder af ’Sjælesorg på Nettet’, er det vidt forskellige emner, danskerne henvender sig til præsterne for at chatte om.

- Det er alt fra spørgsmål om tro til kærestesorger, ensomhed, skilsmisse, mobning, præstationsangst, seksualitet, misbrug, incest, vold og almindelig nysgerrighed, fortæller hun.

Chatten er gratis og anonym, så Pernille Hornum kan kun udtale sig om de overordnede emner og hvor lang tid samtalen varer.


LÆS OGSÅ: Nu tilbyder folkekirken sjælesorg på nettet

Et helle til at lette sit hjerte

’Sjælesorg på Nettet’ er et andet rum end de mere specifikke online fora, der er målrettet eksempelvis mennesker med selvmordstanker.

- Man kan tale med præsterne om alt, og det er for alle.’ Sjælesorg på Nettet’ er et helle. Det er ikke et behandlingstilbud eller et sted, hvor du får serveret løsninger. Det er et sted, hvor du kan lette dit hjerte med det, du nu har på hjerte, siger Pernille Hornum

Hvis præsterne kan høre, at et menneske har brug for flere samtaler og mere hjælp, henviser de videre efter samtalen. Det kan være til sognepræsten, en psykolog eller andre online fora, afhængig af, hvad problemet er.


LÆS OGSÅ: Sjælesorg på Nettet: Online livline når livet er svært

Online sjælesorg kan gøre folk mere trygge ved præsterne

Enkelte præster har frygtet, at online sjælesorg vil fratage dem arbejdet med sjælesorg i sognet. Pernille Hornum ser det helt omvendt:

- Jeg tror tværtimod, at det vil gøre, at sognepræsterne får mere travlt, fordi projektet sætter fokus på sjælesorg.

Anonymiteten gør, at folk også taler med sjælesørgerne om emner, de måske ikke vil tale med en præst, de møder i supermarkedet, om. Det kan være seksualitet, skam og skyld.

- Jeg ser ’Sjælesorg på Nettet’ som en meget positiv indgang til folkekirken. Det kan gøre folk mere trygge ved at betro sig til en præst, så man senere vil være tryg ved at kontakte en præst ansigt til ansigt, siger hun.

Pernille Hornum oplever stor taknemmelighed fra de mennesker, præsterne skriver med:

- Flere skriver til sjælesørgerne om, hvor glade de er for tilbuddet.


TAL med en præst fra 'Sjælesorg på Nettet' her

  

Sjælesorg på Nettet


Gratis og anonym chat.


De første fire uger har 985 mennesker henvendt sig via chatten. Heraf har de fem præster nået at chatte med 460 personer.


Du kan chatte eller tale med en præst mandag til torsdag mellem kl. 13.00 og 17.00 og igen fra 19.00 til 22.30.


Chatten er åben for alle.


sjaelesorg.nu