Reformationsjubilæet fejres med to dages fest i Haderslev
Pinsedag markerer folkekirken nationalt 500-året for reformationen med Folkemøde Reformation fredag og en fælles officiel festgudstjeneste i Haderslev Domkirke søndag.
Pinse er kirkens fødselsdag og fejringen af Helligåndens komme. I år er det samtidig den store fejring af 500-året for reformationen.
I pinseferien er Haderslev værtsby for en weekend med fejring af reformationen. Om fredagen med et stort folkemøde om reformationen og dens betydning i nutiden, og om søndagen med folkekirkens officielle nationale fejring af 500-året for reformationen.
Folkelig fredag
Fredag den 2. juni står i folkelighedens tegn. Her er der planlagt et bredt program med underholdning, debat og folkeoplysning, interviews på scenen, samtalesofaer, hvor man kan sætte sig og snakke med en præst, koncerter og musik samt gratis kaffe og Luther-lagkage. Folkemødet forventes at blive et af årets største folkelige reformationsarrangementer.
Følg med på Facebook
Fredag spiller Jonas Breum, Teitur og Jonas H. Petersen en minikoncert. De har alle bidraget med salmer og sange til den netop udkomne ’Kirkesangbogen’.
Er du ikke i Haderslev, men vil du gerne se koncerten, så følg med på Folkekirken.dk’s Facebookside. Her vil folkekirken livestreame minikoncerten, der foregår fredag d. 2. juni kl. 16.00-16.30.
Stor festgudstjeneste søndag
Pinsedag bliver den officielle festgudstjeneste for reformationsfejringen i Haderslev Domkirke afholdt. Her deltager Hendes Majestæt Dronningen, repræsentanter for regeringen, repræsentanter for flere myndigheder og organisationer samt biskopper og kirkerepræsentanter fra ind- og udland.
LÆS MERE: Folkekirken festede for reformationen
Livetransmittering af gudstjenesten på DR K
Gudstjenesten starter søndag d. 4. juni kl. 14. Den transmitteres direkte på DR K og sendes live på en storskærm i folkemøde-teltet 150 meter fra domkirken. Deltagerne i teltet får samme officielle programhæfte, som gæsterne i domkirken får, og en præst og et kor vil ledsage gudstjenesten.
En af landets mest vidende kirkehistorikere, Martin Schwarz Lausten, vil være medkommentator i DR-studiet fra kl. 13.40. Fra studiet vil Martin Schwarz Lausten sammen med tv-tilrettelæggeren Flemming Stentoft, DR Historie og Tro, kommentere både gæsternes ankomst og alt det faktuelle omkring Luther, de 95 teser og hvorfor folkekirkens fælles gudstjeneste finder sted i Haderslev.
Et officielt højdepunkt
Festgudstjenesten er et af de officielle højdepunkter i reformationsåret, og det er alle folkekirkens biskopper, der inviterer. Biskop over Haderslev Stift Marianne Christiansen vil lede festgudstjenesten, mens biskop over Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen vil prædike.
Det første sted, reformationen blev indført
Når Haderslev er værtsby for to af årets største reformations-fejringer, skyldes det, at Haderslev var det første sted i Danmark, hvor Reformationen blev indført. Det skete, da den senere kong Christian 3., søn af Frederik 1., allerede i 1526 indførte den nye lutherske lære i sine to len, Haderslev og Tørning, i den nordligste del af hertugdømmet Slesvig
At festen ligger i pinsen hænger sammen med, at pinsen markerer kirkens fødsel - i 500-året også den lutherske kirkes tilblivelse.