Fortsæt til hovedindholdet
15. april 2016

Præst vil forære konfirmander tøj til den store dag

En konfirmationsfest kan være billig og stadig være fantastisk, siger sognepræst Lone Buhl Pedersen. Hun indsamler derfor kjoler og habitjakker, som hun vil forære konfirmanderne.

Sognepræst Lone Buhl Pedersen med noget af det tøj, hun har samlet ind til konfirmanderne. Privatfoto.

Astrid Højbjerg

Sognepræst Lone Buhl Pedersen har set det mange gange. 

Konfirmationen, som egentlig handler om at bekræfte dåbens ja til den kristne tro, udvikler sig til et brag af en forbrugsfest med mange gæster, store gaver og dyrt tøj. 

Nye tal fra Nordea og TNS Gallup viser da også, at danske forældre i gennemsnit bruger 19.425 kroner på festen alene, når deres børn skal enten konfirmeres eller 'nonfirmeres' i 2016. Dertil kommer udgifter til tøj og gaver, som i gennemsnit løber op i over 10.000 kroner. Det skriver Politiken.

Men det behøver ikke at være dyrt for at være godt, mener sognepræst Lone Buhl Pedersen fra Østbirk, som nu laver et modtræk til den store forbrugsfest. 

- Stop nu det forbrug. Det er slet ikke det væsentlige. Når forældrene bruger mange penge på deres børns konfirmation, er det selvfølgelig et udtryk for, at de ser det som en betydningsfuld dag, og at de vil det bedste for deres børn. Men det er ikke de materielle ting, der gør det til en stor dag. Det kan gøres billigt og samtidig blive en fantastisk fest, siger hun.

Konfirmationen er for alle

Hun har derfor startet en løbende indsamling af konfirmationskjoler, habitjakker og skjorter, så sognets tidligere konfirmander kan give deres tøj videre til de kommende.

Initiativet minder de unge og deres familier om konfirmationens budskab, og samtidig holder det udgiften nede for de enkelte familier.

Og det er vigtigt for Lone Buhl Pedersen, for det skarpe fokus på store fester og dyrt tøj får nogle til at vælge konfirmationen fra, forklarer hun:

Kender du til lignende?
Så skriv til os!
Vores journalist hører meget gerne fra dig på aho@km.dk hvis du har lyst til at fortælle om et lignende initiativ.

- Hvis forældrene ikke har de store penge, så er de unge helt klar over det. Og så er det nemmere at sige nej at blive konfirmeret, simpelthen fordi de ikke vil sætte deres forældre i den forlegenhed. Og det skal i hvert fald ikke være det, der afholder de unge fra at blive konfirmeret. Konfirmationen er for alle, siger sognepræst Lone Buhl Pedersen.

Lån din kjole på facebook

Det er ikke kun præsten i Østbirk, der har fokus på at gøre den store dag billigere.

I Næstved har Betina Oksen har startet en gruppe på Facebook, hvor hun kvit og frit udlåner kjoler til konfirmation, dåb og bryllup, hvis bare låneren betaler for at få tøjet en tur forbi renseriet efter brug.

Hun har endda en frivillig syerske tilknyttet gruppen, som hjælper, hvis kjolerne går i stykker eller skal rettes til inden den store dag.

- Jeg startede gruppen, fordi jeg blev klar over, at mange ikke havde råd til at købe kjoler til deres piger. Vi har selv en datter, som er blevet konfirmeret, og der blev vi opmærksomme på, hvor dyre konfirmationskjoler er, fortæller Betina Oksen, der bruger en stor del af sin fritid på kjolerne, når hun har fri fra sit job på et asylcenter nær Næstved.

Hjælper dem, der har lidt

I Frederikshavn står Betina Vikene bag gruppen 'Lån din konfirmationskjole'. Har låneren lyst, kan hun donere et mindre beløb til anskaffelse af nye kjoler, men det er intet krav. Betina Vikene sørger endda for at rense kjolen efter brug.

- På den måde kan jeg hjælpe dem, som har meget lidt. Så de kan give deres børn en lidt bedre dag ved at spare udgiften til kjolen, siger hun til folkekirken.dk

HER KAN DU OGSÅ FÅ HJÆLP

I Facebook-gruppen 'Tøjhjælp til konfirmationen' er der hjælp at hente fra private, der tilbyder alt fra brugt konfirmationstøj over madlavning til serveringshjælp. Besøg gruppen her

Nogle sogne har en menighedspleje, som uddeler hjælp til trængende familier i forbindelse med konfirmation og lignende. Forhør dig i dit sogn. 
Du finder kontaktoplysninger på dit sogn her

Foreningen til Støtte for Mødre og Børn uddeler legater til konfirmation. Læs mere her

Enlige forældre kan søge konfirmationshjælp hos Statsforvaltningen. Læs mere her.

Hos Børnesagens Fællesråd kan enlige forsørgere med dårlig økonomi søge økonomisk hjælp til konfirmationen. Læs mere her
Ansøgningsfristen for at søge i støtte til i år er desværre udløbet.

Foreningen Børn og Unges Mærkesager sætter fokus på børn og unges mærkedage. Her kan du søge om mad til dit barns konfirmation. 
Læs mere på hjemmesiden eller besøg foreningens facebookside
Der kan dog ikke ansøges mere i år.

LÆS MERE OM KONFIRMATION

Du kan læse meget mere om konfirmation i folkekirken på vores temasider

Her kan du blandt andet finde oplysninger om, hvad man laver, når man går til konfirmandundervisning

Du kan også blive klogere på, hvad det vil sige at blive konfirmeret

Du kan også læse '10 gode råd til festen' finde en række gode tips til talen og meget mere.