Den største forskel på begravelse og bisættelse er, at en begravelse afsluttes ved, at kisten bliver sænket i jorden, mens en bisættelse afsluttes ved, at kisten bliver kørt til krematoriet.
Du kan læse mere om forskellen på begravelse og bisættelse her.
Det sker i kirken
Ved både en bisættelse og en begravelse indleder organisten højtideligheden ved at spille et musikstykke, mens gæsterne kan samle tankerne. Herefter synger man en salme.
Ved alteret beder præsten en bøn og læser en tekst fra Bibelen, og derefter synger man en salme mere. De pårørende er selv med til at vælge hvilke salmer, der skal synges ved begravelsen.
Efter den anden salme holder præsten en tale for den afdøde. Det foregår enten ved kisten eller fra prædikestolen. Talen kan både handle om den afdødes liv og om det kristne håb om opstandelsen.
Efter præstens tale synger man en salme mere.
Herefter forløber resten af højtideligheden forskelligt alt afhængigt af, om der er tale om en begravelse eller en bisættelse.
Bisættelse
Ved en bisættelse er det nu tid til jordpåkastelsen.
I kirken kaster præsten jord på kisten tre gange med ordene: Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå.
Præsten lyser velsignelsen og man beder fadervor sammen.
Efter jordpåkastelsen synger man en salme, og så bæres kisten ud til rustvognen, som venter udenfor kirken. Det er ofte nære pårørende til den afdøde, som bærer kisten. Resten af gæsterne følger efter kisten i stilhed og tager afsked med kisten ved rustvognen. Imens slår kirkeklokken ni bedeslag.
En bisættelse afsluttes altså ved, at rustvognen kører væk med kisten, men modsat begravelsen har den endnu en afslutning den dag, hvor urnen skal sænkes i graven.
Begravelse
Ved en begravelse bærer de pårørende kisten ud af kirken, imens resten af gæsterne følger efter i stilhed. Ved gravstedet er de pårørende med til at sænke kisten i jorden.
Præsten beder igen en bøn, og her sker så jordpåkastelsen.
Ved graven kaster præsten jord på kisten tre gange med ordene: Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå.
Som afslutning beder man fadervor, præsten lyser velsignelsen og man synger sammen en salme ved graven.
Herefter er højtideligheden slut, og graven tildækkes efterfølgende af kirkegårdens personale.
Variationer af ritualet
Ritualet til bisættelse og begravelse findes både i en kortere og en længere form afhængig af, hvor mange læsninger og salmer, der indgår i højtideligheden.
De pårørende aftaler dette med præsten.