Fortsæt til hovedindholdet

Juleaften

24. december er julens højdepunkt for de fleste af os. Juleaften er den dag, hvor flest danskere går i kirke, men dagen blev først i 1992 officiel gudstjenestedag.

Dagen før dagen

Vi fejrer i Danmark og resten af Norden Jesus’ fødselsdag juleaften, dagen før han kom til verden. Ifølge traditionen var det denne aften for mange år siden, Maria og Josef forgæves søgte efter et sted at være og til sidst måtte søge ly i en stald.

Ny skik

Tidligere holdt danskerne julegudstjeneste natten til juledag, men efterhånden blev natgudstjenesten erstattet af en midnatsgudstjeneste eller gudstjeneste juleaftensdag. Juleaften læser præsten derfor juleevangeliet, som egentlig hører til som læsning ved gudstjenesten juledag. Først i 1992 blev den 24. december officiel gudstjenestedag, da kirken fik ny alterbog.